Rygterne har svirret længe, men nu mener nyhedstjenesten Bloomberg at kunne bekræfte, at iPhone SE2 går i produktion i februar og vil blive lanceret i marts måned. Nyhedstjenesten har talt med anonyme personer, der “ved noget om sagen”, som det hedder.
Bloomberg fortæller videre, at den vil blive stort set identisk med iPhone 8 fra 2017 og være udrustet med en 4,7 tommer stor skærm. Den vil have TouchID indbygget i Hjem-knappen og vil have samme processor som Apples nuværende flagskib, iPhone 11 – altså Apples A13 Bionic-chip. Den nye telefon vil dog ikke have Face ID. Vi har samlet alle rygterne om iPhone SE2 i en artikel, som kan læses her.
Tidligere har den (ret troværdige) analytiker Ming-Chi Kuo hævdet, at iPhone SE2 vil blive sat til salg for 399 dollars, hvilket er 50 dollars billigere end den nuværende iPhone 8 der har en startpris på 449 dollars (4.199 kroner i Danmark).
Kuo fortæller videre, at den nye billigere iPhone primært er rettet mod ejere af iPhone 6-modellerne, der ikke kan opdateres til iOS 13. Med iOS 13 kan Apple sælge tjenester som Apple TV+ og Apple Arcade til brugerne – det kan ikke lade sig gøre på tidligere iOS-udgaver.