BMW holder fast i sin mindste model, selvom flere konkurrenter vælger at sige farvel til de små biler. I 2028 vender 1-serien nemlig tilbage i en helt ny generation – denne gang også som elbil. Den kommende model bliver en del af mærkets Neue Klasse-familie, der markerer BMW’s næste store satsning på elbiler.
Officielt har BMW endnu ikke præsenteret den nye 1-serie, men ifølge koncernens produktchef, Bernd Körber, spiller den fortsat en central rolle. På biludstillingen i Shanghai forklarede han til britiske Autocar, at små modeller er afgørende, hvis BMW vil forblive en global aktør.
– Vi er en global spiller og dækker hele porteføljen; indstigningsmodellerne har en meget vigtig rolle af flere grunde, sagde Körber og henviste blandt andet til markeder som Italien og Frankrig, hvor 1-serien står for en betydelig del af salget.
Derudover ser BMW 1-serien som et vigtigt redskab til at tiltrække yngre kunder – en gruppe, der er central for at holde mærket dynamisk og relevant. At bevare en position i det lille bilsegment, som ofte er præget af hård konkurrence og lavere avancer, giver ifølge Körber også værdifuld erfaring i at udvikle fleksible og omkostningseffektive løsninger.
Den kommende 1-serie ventes at få både benzin- og eldrivlinjer. På den måde skal modellen kunne tage kampen op både med traditionelle biler som Volkswagen Golf og Audi A3 og nyere elbilsrivaler som Cupra Born og Renault Megane E-Tech.
BMW tager hul på sin Neue Klasse-æra til september, når anden generation af iX3 får premiere på biludstillingen i München. Derefter følger flere modeller, herunder en ny 3-serie, og i løbet af de kommende år rulles hele serien ud – med 1-serien som en vigtig brik i planen.