Elbiler

BMW drypper detaljer om sin elektriske sedan BMW i4

BMW er klar til at dele specifikationer og billeder af BMW i4, den elektriske sedan, der skal køre ud fra fabrikken i 2021.

BMW i4 er en elektrisk sedan der sendes på gaden i 2021. Vi skrev om bilen første gang for lidt over et år siden, men indtil i dag har det været småt med info om bilen. Nu har den tyske bilfabrikant endelig afsløret nogle af de første detaljer om bilen, inklusive muskler, ladekapacitet og – ikke mindst – billeder af krabaten. 

BMW var tidligt ude med elbiler, i form af BMW i3 og den superlækre BMW i8 [rettet fra i9], men har i mange år helt holdt sig ude af markedet. Det laves der om på nu; BMW har planer om tre nye modeller de næste to år. BMW iX3 er en helt elektrisk SUV, der kommer på markedet næste år, mens både BMW i4, der er en sedan, og BMW iNext, der er en såkaldt crossover, er planlagt til at blive kørt ud fra fabrikken i 2021.

 

Alle tre modeller vil være baseret på BMW’s helt nye femte-generations drivaggregat, der forventes at levere både længere rækkevidde og bedre performance end der kan opnås på BMW’s nuværende platform.

Rækkevidde på 600 kilometer

Men tilbage til BMW i4. Tyskerne fortæller, at de vil få en batteripakke på 80 kWh og en rækkevidde på op til 600 kilometer:

 

”Den femte generation af BMW eDrive inluderer også et helt nydesignet højspændingsbatteri med den nyeste battericelleteknologi. Batteriet er designet til BMW i4 og er kendetegnet ved dets ekstremt flade design og optimerede energitæthed. Med en vægt på cirka 550 kilo har den et energi-indhold på cirka 80 kWh. Dette giver BMW i4 en rækkevidde på cirka 600 kilometer,” skriver BMW.

Rækkevidden er sandsynligvis opgivet efter WLTP-standarden, hvilket vil give bilen en reel rækkevidde på omkring 500-530 kilometer – hvilket også er ret godt.

BMW i4
Et tidligere udsendt koncept af BMW i4.

530 hestekræfter

BMW fortæller også, at i4 vil have en motorkraft på omkring 390 kW, hvilket svarer til 530 hestekræfter. Den får en topfart på mere end 200 km/t og kan accelerere fra 0-100 på bare 4 sekunder, lover BMW.

 

En så muskuløs bil skal naturligvis også kunne lades med stil og tyskerne siger, at den kan sættes til lynopladere med op til 150 kW. Det vil gøre det muligt at lade bilen op til 80 procent på omkring 35 minutter. På bare seks minutter kan bilen lade nok til 100 kilometers kørsel.

Sidst har BMW frigivet to billeder af i4, dog iklædt den obligatoriske camouflage, der gør det svært at se bilens linjer. Her er de – klik for at se større udgaver.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.