TeknologiTophistorie

B&O brugte 65 mio. ekstra på komponenter

Tredje kvartal blev dyrt for B&O, der måtte betale 65 millioner kroner ekstra for komponenter på grund af chipkrisen.

Selv om væksten endnu en gang var god for B&O, blev bundlinjen rød. Det er nemlig blevet dyrt at skaffe komponenter til Struer-folkenes produkter. Hele 65 millioner ekstra måtte de betale for komponenter i tredje kvartal.

Selskabet forventer, at det høje omkostningsniveau for komponenter vil fortsætte igennem resten af regnskabsåret og påvirke såvel indtjening og frie pengestrømme negativt. Derudover er usikkerheden relateret til de globale leverandørkæder og forbrugerefterspørgsel steget som følge af højere inflation, Ruslands invasion af Ukraine og COVID-19 nedlukninger i Kina.

 

B&Os direktør, Kristian Teär, sagde i forbindelse med fremlæggelsen af regnskabet:

– I Q3 påvirkede den globale mangel på komponenter både vores omkostninger og produkttilgængeligheden. Vi forventer, at dette fortsætter i et stykke tid. Derudover, ser vi højere usikkerhed relateret til forbrugerefterspørgsel som følge af højere inflation, Ruslands tragiske invasion af Ukraine og COVID-19 nedlukninger i Kina.

 

B&O formåede ellers at levere en omsætningsvækst på 10 procent i tredje kvartal. Det er syvende kvartal i træk, at de kan fremvise tocifrede vækstrater. Helt i tråd med den turnaround-strategi der blev iværksat, da det så sortest ud.

I alt omsatte B&O for 775 millioner kroner i kvartalet (77 millioner mere end i samme periode sidste år). Indtjeningen for perioden blev dog et tab på 16 millioner kroner, mod et overskud på 13 milioner sidste år.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.