Gadgets

B&O hylder New Yorks skyline med nyt samlerobjekt

Bang & Olufsen hylder den berømte skyline i New York med en specielt udsmykket Beosound 1-højttaler i bare 1.200 eksemplarer.

Det er tid for B&O-fans at tjekke opsparingen. Eller kassekreditten. Struer-firmaet udsender i dag Beosound 1 New York Edition i en begrænset udgave på bare 1.200 eksemplarer. Den trådløse højttaler har fået et nyt udtryk med en graduering, udført af de erfarne aluminiumsmestre på B&O’s værksteder i Struer. Farven glider fra pianosort i bunden til naturligt aluminium i toppen – et design, der ifølge B&O ”afspejler energien fra den ikoniske New York City-skyline”.

Grunden til at højttaleren kun produceres i 1.200 eksemplarer er, ifølge B&O, at gradueringen er en yderst krævende proces. De enkelte aluminiumsdele formes, poleres og anodiseres – en elektrokemisk behandling, der danner et holdbart oxid på overfladen af materialet. Delene gennemgår derefter endnu en mekanisk bearbejdning, hvor Bang & Olufsens specialister nænsomt skaber en ensartet, graduerende effekt på aluminiummet, forklares det.

 

Den ikonisk udseende og trådløse Beosound 1 kom første gang på butikshyldene i efteråret 2016, men blev i december sidste år opdateret til den nuværende udgave, der har indbygget Google Assistant. Den er kompatibel med både Google Chromecast og Apple Airplay 2 – og kan også bruges med Bluetooth alene. Den kan indgå i multirumssystemer – eller tages med ud i verden; et indbygget batteri sørger for at højttaleren kan spile uden kabel i op til 12 timer.

Beosound 1

Ifølge pressemeddelelsen er højttaleren tilgængelig online og i Bang & Olufsen-butikker fra og med i dag. Den vejledende udsalgspris er på 13.000 kroner, mens den valgfrie dockingstation har en prislap på 1.000 kroner – og synes du, det lyder pebret, så bare vent til den dukker op på eBay som samlerobjekt.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.