Bang & Olufsen er rykket op i 8K-ligaen med en ny 88-tommer stor udgave af udstyrsstykket Beovision Harmony. Som på de tidligere udgaver, der kom på markedet sidste år, er skærmen delvist dækket af de to højtalerenheder, når tv’et er slukket eller blot afspiller musik. Når Beovision Harmony bliver tændt, folder de to vinger sig ud som en sommerfugl.
Med en bredde på to meter hører Harmony 88” til blandt de største OLED-modeller på markedet og B&O lover da også, at tv’et vil sætte ”nye standarder for filmoplevelser i private hjem”. Ud over det forudinstallerede tre-kanals lydsystem og indbygget dual subwoofer er tv’et kompatibelt med B&O’s højtalere for den ultimative 7.1 surround sound.
Bag vingerne gemmer sig skærmen, der er LG’s 8K 88-tommer OLED ZX-model, der blev lanceret i januar måned. En skærm, der er udrustet med al det elektroniske isenkram, man kan forvente i dag — og så lidt til. Den har eksempelvis HDMI 2.1-porte, eARC, ALLM og VRR, ligesom den understøtter både HDR10, Dolby Vision, Apple AirPlay 2, Google Assistant, Dolby Atmos-lyd og meget, meget mere.
Men det er ikke bare skærmen, der er blevet større – det er prislappen naturligvis også. Beovision Harmony 88″ er tilgængelig i to udgaver. Beovision Harmony med front i tekstil har en vejledende udsalgspris på 352.000 kroner, og versionen med front i eg har en vejledende udsalgspris på brutale 360.000 kroner. Men. Så får man også både Sound Center, gulvstativ og Beoremote One med i pakken …
Beovision Harmony 88-tommer kommer i butikkerne i slutningen af juni måned. Så har du tid til at spare lidt op først … eller du kan vælge at gå i en rigtig biograf hver eneste aften i knapt syv år til nogenlunde samme pris i stedet.