Hvis du primært vil bruge dine true wireless-hovedtelefoner til musik, er Beoplay E8 det bedste valg overhovedet. Beoplay E8 efterlader ganske enkelt samtlige konkurrenterne i støvet, når parameteret er lydkvalitet. Desværre er prisen på hovedtelefonerne så høj, at den sandsynligvis vil skræmme de fleste væk.
Om du kan lide udseendet eller ej, er en smagssag, men designet er ret optimalt i forhold til for eksempel Apples AirPods. Ikke alene minder sidstnævnte om tandbørstehoveder, de sidder heller ikke særlig godt i ørerne. Det gør Beoplay E8 til gengæld. Og selv om Beoplay E8 måske nok ser lidt voldsomme ud i fri dressur, så bliver de faktisk ganske anonyme, når de monteres i ørerne, hvor det stort set kun er B&O-logoet, der forbliver synligt for omverdenen.
Næsten støjdæmpende Beoplay E8 er forbavsende behagelige at have på i længere tid af gangen og de bliver siddende. Faktisk sidder de så godt i ørerne – i hvert fald i mine – at de nærmest fungerer støjdæmpende. Det skyldes ikke mindst at Beoplay har forsynet hovedtelefonerne med såkaldt comply-skum, der kan nulres, så det tilpasser sig ørets form. Det hjælper voldsomt på lydkvaliteten, men det kan virke uhensigtsmæssigt, hvis man for eksempel bevæger sig rundt i det offentlige rum. Men der har B&O Play også lavet en løsning.
I modsætning til mange af konkurrenterne har B&O Play nemlig bygget trykfølsom betjening ind i propperne – og der er mulighed for at aktivere en såkaldt ”transparency”-mode, der lader lyde udefra slippe igennem. Der er tre forskellige indstillinger; ambient, social og commuting, og teoretisk behøver du aldrig tage propperne ud af ørerne selv om du er på tur i verden – et enkelt tap på venstre prop sørger for, at du kan høre alt omkring dig.
Mængden af transparans styres fra den gratis Beoplay-app, der også byder på B&O Plays simple equalizer, så du kan tilpasse lyden i hovedtelefonerne til dine egne preferencer.
Jævn batterilevetid Når de ikke bruges, opbevares Beoplay E8 i den medfølgende æske, der dublerer som oplader. Der er fire timers musik på en opladning af E8 og æsken kan oplade dem to gange mere, så der er 12 timers musik, når du er væk fra en stikkontakt. Og det er faktisk et af de få punkter, hvor E8’erne ikke imponerer, men befinder sig nederst i feltet. Samsungs 2018-udgave af Gear IconX kan klare sig i op til syv timer på en enkelt opladning og Apples AirPods kan klare sig i op til 24 timer uden stikkontakt.
Overlegen lydkvalitet Det opvejes dog fuldstændig af lydkvaliteten. E8’erne lyder mindst lige så godt – i mange tilfælde bedre – end et sæt traditionelle, trådløse hovedtelefoner. Ikke mindst musik lyder fantastisk i E8 og er du musikalsk feinschmecker, er Beoplay E8 efter min mening det eneste sted, du skal kigge hen i skrivende stund.
Højttalerne er så præcise, at selv de mest diskrete elementer i musikken vækkes til live. Bassen er veldefineret og stram, uden at de får boombox-egenskaber, og både mellemtoner og diskant formår at håndtere både elektronisk og akustisk musik uden at vakle. B&O Plays lydingeniører har – som sædvanlig, fristes man til at sige – formået at ramme en perfekt balance mellem de tre bærende niveauer i lydbilledet. Det er virkelig kræs.
Lidt brok … Er der slet ikke noget at brokke sig over? Jo, naturligvis. Jeg har allerede nævnt batterilevetiden. Samtidig gør den trykfølsomme betjening det svært at sætte propperne i ørerne uden at aktivere en eller anden funktion. Det kræver et indøvet greb rundt om propperne. Desuden er Beoplay E8 noget dyrere end konkurrenterne.
Til gengæld leverer de en helt uhørt god lydkvalitet. Man sidder med en fornemmelse af, at B&O Play ikke er gået på kompromis nogen steder. Vi giver Beoplay E8 vores varmeste anbefalinger.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
2.299 kr. Hvis du primært vil bruge dine true wireless-hovedtelefoner til musik – og har du pengene til det – så er Beoplay E8 det bedste valg overhovedet.