Fiat har haft succes med at genoplive 500’eren som elektrisk model. Mini som elbil er også en succes, ligesom Volkswagen selv har genoplivet ‘rugbrødet’ i form af ID. Buzz. Men de har ingen planer om at putte batteri i deres mest ikoniske bil, nemlig boblen. Det slår VW-chefen Thomas Schäfer fast i et interview med engelske Autocar.
Han siger, at bilen har haft sin tid. Boblen blev produceret mellem 1938 og 2003 og igen fra 2011. At give den en tredje omgang i ringen, vil ikke give mening, mener han.
– Boblen har haft sin tid. Det er det samme som Scirocco, den havde sin tid, så var der en ny model baseret på en nyfortolkning. At gøre det igen? Det tror jeg ikke, siger Schäfer. Han fortsætter:
– Du er nødt til at investere pengene det bedst mulige sted, med alle disse teknologier og de omkostninger, der er forbundet med det.
Det betyder dog langt fra, at Volkswagen vil glemme sin arv. Tværtimod. Da konceptet til den billige Volkswagen ID. 2all blev vist frem i februar, var det med lovning om, at VW skal være “elskelige” igen.
Schäfer har også tidligere sagt, at navnene Golf og Tiguan vil leve videre i koncernen.
– Vi har besluttet ikke at smide de traditionelle, succesrige navne væk, som har være med os så længe, såsom Golf og Tiguan. Hvorfor skulle vi lade dem gå? siger administrerende direktør Thomas Schäfer.
Men det gælder altså ikke den mest ikoniske af dem alle.
Læs anmeldelsen: ID. Buzz er en skøn elbil, der lider af rækkevidde-problemer.