DR kunne i dag afsløre, at den succesfulde tv-serie Borgen vender tilbage med en fjerde sæson. Pengene til at producere den nye sæson kommer blandt andet fra Netflix, der på forhånd har købt serien, fortalte DR på et pressemøde.
Ifølge manuskriptforfatter Adam Price er der tale om både en tilbagevenden til meget af det klassiske ’Borgen’-univers, som vi kender det, men serien er samtidig tilført et internationalt lag, der afspejler den tid, vi lever i nu:
– Det afgørende har for mig altid været, at vi havde den rigtige historie at fortælle, hvis vi skulle vende tilbage til ’Borgen’. Det har vi nu. Og uden at sige for meget er magten det helt centrale, universelle tema, vi stadigvæk forholder os til. Hvordan det at have magt påvirker og potentielt forgifter mennesker – og dermed deres idealer og privatrelationer, siger Adam Price.
Når vi møder Birgitte Nyborg (Sidse Babett-Knudsen) igen, er hun nyligt udnævnt udenrigsminister efter en længere periode i opposition og her udfordres hun af en række begivenheder, der vokser i betydning og som ender med at true både hendes position i regeringen, men også Danmarks relation til sine nære allierede. Sagen viser sig hurtigt også at få alvorlige indenrigspolitiske og ikke mindst klimapolitiske konsekvenser.
Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen) har fortsat sin karriere indenfor journalistikken og lander i begyndelsen af den nye sæson en af de vigtigste lederstillinger som nyhedschef for en stor, landsdækkende tv-station. Chefrollen udfordrer hende både privat og professionelt; nu mærker hun for første gang, at hun som leder er nødt til at træffe en række meget politiske beslutninger omkring nyhedsdækningen i Danmark. Hendes upartiskhed i forhold til sin gamle chef, Birgitte Nyborg, kommer her til at spille en stor rolle.
Den nye version af ’Borgen’ bliver udviklet af DR i samarbejde med produktionsselskabet SAM Productions og produceret i samarbejde med Netflix. Borgen vil således kunne ses på Netflix, efter den er vist på DR. Den får premiere i 2020.