Bose er blandt verdens bedste, når det gælder om at lukke uønsket støj ude af hovedtelefoner. Nu vil firmaet bruge teknologien i biler – og selv om det måske lyder lidt … underligt, så giver det faktisk rigtig god mening. Teknologien, der hedder Bose QuietComfort Road Noise Control, RNC, fokuserer på at dæmpe støjen i kabinen. I modsætning til konventionelle metoder, der bruger fysiske tricks som tykkere isolering og specielle dæk, bruger RNC (naturligvis) en elektronisk tilgang.
Princippet er ikke så meget anderledes end den, der bruges i hovedtelefoner. Accelerometre i bilen måler løbende bevægelser og vibrationer der skaber støj. Herefter bruger Bose RNC-teknologien bilens lydsystem til at udsende et akustisk signal, der ophæver støjen i kabinen og gør køreturen mere lydløs.
For at sikre, at det gøres ordentligt, er der placeret mikrofoner i bilen. De holder øje med støjniveauet og gør det muligt for RNC-systemet at justere støjdæmpningen løbende. Der er en ret god forklaring på processen i videoen ovenfor.
Klar til brug om to år
Ifølge Bose er firmaet allerede klar til at arbejde sammen med bilproducenterne nu, men de forventer ikke at se teknologien ude i ”det åbne” før 2021. En interessant detalje er, at RNC sagtens kan implementeres i biler, der har lydsystemer fra andre producenter – teknologien kræver ikke at hele bilen udrustes med Boses egne højttalere.
Det lyder umiddelbart som en rigtig smart ide – kun tiden kan afgøre, om det fungerer som det skal. Undertegnede melder sig gerne som tester.