Bravo Team

Supermassive Games’ seneste skud på VR-stammen er Bravo Team. Et klassisk first-person shooter, hvor man sammen med sin makker skal klare en række missioner, før man når til det endelige opgør. Og jeg var meget spændt, da jeg var meget imponeret over deres sidste spil The Inpatient, som vi har anmeldt her. Jeg må dog indrømme, at dette spil slet ikke lever op til de høje forventninger.

Overdimensioneret krop

Med VR-brillerne på og Aim-controlleren i hænderne, er jeg klar til at starte spillet. Det første jeg lægger mærke til i den første scene, er, at min krop virker alt for stor. Mine arme og overkrop virker alt for overdimensioneret i forhold til omgivelserne. Derudover ryger min position tit ud af synch, så jeg står ved siden af min krop og skal sætte VR-brillerne til en ny position. Det er virkelig et irritationsmoment, da man hele tiden skal stoppe spillet for at sætte en ny position.

Ingen fri bevægelighed

Nå, men vi fortsætter spillet. Det er et spil, der er meget lineært, hvor man bevæger sig fra cover til cover. Der er ingen frie bevægelsesmuligheder i spillet, og her fejler Supermassive Games også. Et er, at man skal springe fra dækning til dækning, men når man bevæger sig, ser man sig selv i third-person, indtil man er fremme ved næste dækning, så man kan fortsætte i first-person. For at bevæge sig, skal man pege controlleren mod den retning man gerne vil bevæge sig i. Hvis det er muligt at flytte sig derhen, kommer der en markering på dækningen, og man kan klikke for at bevæge sig derhen.

Sigtekorn upræcist

Når man er fremme i dækning og klar til at skyde diverse fjendtlige soldater, fortsætter spillet med at fejle. Sigtekornet er ikke særligt præcist, og det sker ofte, at man er nødt til at sigte skævt for at ramme modstanderne. Det virker ikke særligt naturligt. Og det munder ud i, at man bare ender med at skyde fra hoften, da det er nemmere end at bruge det dertilhørende sigtekorn. Derudover at det også en smule trættende, at der bare kommer endeløse bølger af fjender, da historien i spillet er stort set ikke-eksisterende.

Kun fire våben i spillet

I forhold til våben, så er der også kun fire våben i spillet. Et maskinegevær, en pistol, et haglgevær og en sniper-riffel. Og netop sniper-riflen, som man først får lidt senere i spillet, har været en stor udfordring at bruge. Den er rigtig svær at sigte med, og det lykkedes i hvert fald ikke mig at lave et eneste head-shot. Og ikke nok med, at våbnene er svære at sigte med, så skal man også passe meget på sin ammunition, da man nemt løber tør, før man kommer forbi den næste ammo-kasse. Man bruger en del unødigt ammunition, når det er svært at sigte præcist efter modstanderen.

CO-OP spil uden god makker

Det er et CO-OP spil, derfor har man selvfølgelig en partner in crime makker. Men han var ikke til den største hjælp. Han fik dræbt nogle stykker, men han døde også ret ofte. Dermed skal man også selv sørge for at live ham op i tide og utide – og når han er død, kan han jo ikke leve dig op, hvis du er uheldig at dø. Og dø, det gør man. Især når man bevæger sig fra dækning til dækning og lige skal orientere sig igen, når man endelig er på plads. Nu har jeg ikke prøvet online-delen, men jeg kan forestille mig, at det bliver betydeligt bedre, når man spiller sammen med en anden, der ved, hvad han laver.

Flere grafiske fejl

Rent grafisk er spillet ikke særligt pænt. Og det lever slet ikke op til et spil, der er udgivet i 2018. Måske ville den være gået, hvis det kom samme tid som lanceringen af PSVR, men det gjorde det ikke. Der er også flere deciderede grafiske fejl i spillet, hvor jeg har set min makker gå gennem mure, og fjender der ligeledes på mystisk vis forsvinder gennem diverse forhindringer.

Men for at vende tilbage til selve spillets gang, så kommer man til en scene, skyder nogle fjender, bevæger sig videre til en ny scene og skyder nogle fjender. Og sådan fortsætter det til den bitre ende. Heldigvis tager spillet “kun” tre timer at gennemføre, og i bedste Supermassive Games stil, har spillet tre forskellige slutninger, alt efter hvilke valg, man tager til sidst. Og tre timer lyder måske ikke som lang tid, men i et spil, hvor du bare laver det samme uden nogen udvikling eller historie, føles det som et meget langt spil. Derfor virker det heller ikke som et gennemarbejdet spil. Det bærer alt for meget præg af, at det bare skulle udgives i stedet for at få rettet de mest basale fejl i grafik og gameplay.

Lyd

Det eneste positive ved dette spil er faktisk lyden. Den fungerer godt, og man får nogle klare kommandoer over radioen. Derudover er lydene fra våbnene og fjenderne også intense, hvilke giver en god stemning i spillet. Men udover lyden er det ikke et spil, som jeg synes er 300 kroner værd – eller 649 kroner med Aim-controller, der er et must have i sådan et spil.