Passagerer på linje 300S mellem Lyngby og Ishøj kan fremover nyde en stort set lydløs bus, der udelukkende udleder vand. Hovedstadens første brintbus skal nemlig køre på strækningen i de næste to år.
Det er første gang, at en brintbus bliver benyttet i den offentlige transport på vejene omkring hovedstaden. Trafikselskabet Movia har udliciteret buslinjen, mens det er et af de største offentlige transportselskaber i Skandinavien, Nobina, der står for den daglige drift.
– Det er en fornøjelse at køre brintbussen. Den er støjsvag og vibrationssvag for både chauffører og passagerer, og så er det bare fedt at vide, at det eneste, den lukker ud under kørslen, er vand, siger forretningsudvikler Brian Thrige hos Nobina, der selv har siddet bag rattet af den tonstunge bus under forberedelserne til første tur med passagerer.
Det officielle navn på brintbussen, der er udviklet af Toyota og busproducenten CaetanoBus, er H2.City Gold. Brinttankene, der er placeret på taget af bussen, kan rumme 37,5 kilo brint, hvilket giver en rækkevidde på over 400 kilometer. Det tager under ni minutter at tanke brintbussen op, oplyses det.
Toyota-brændselscelle Den nye brintbus er udstyret med en Toyota-brændselscelle på 60 kW, en lithium-ion batteripakke på 44 kWh og en elmotor, der yder maksimale 180 kW svarende til 241 hestekræfter.
Under kørslen producerer brændselscellen strøm, der forsyner elmotoren med den nødvendige mængde energi suppleret af strøm fra batteripakken ved behov. Samme batteripakke opsamler både overskydende strøm fra brændselscellen og den energi, der genereres, når brintbussen bremser og motorbremser.
– Toyota har et langsigtet mål om ingen CO2 fra vores mobilitetsprodukter. Det skal ske gennem et samspil af flere nulemissionsteknologier – herunder både el og brint. Vi introducerede verdens første dedikerede brintbil, Toyota Mirai, i 2015 i Danmark som et af de første lande i verden. Det er en kæmpe glæde, at vi nu også kan bidrage med den første brintbus i Hovedstadsområdet og være med til at vise vejen til den grønne omstilling i transportsektoren, siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark A/S.