Norlys har indgået en aftale med Burger King Danmark om at opsætte mindst 50 lynladere på hele 300 kW ved mange af fastfood-kædens restauranter. De nye lynladere opsættes inden udgangen af 2024.
Samtidig vil Burger King etablere nye restauranter på flere af de Norlys-ladestationer, som energi- og telekoncernen det kommende år vil opføre i hele landet.
Det nye samarbejde mellem Norlys og burgerkæden betyder, at cirka 25 byer med en Burger King restaurant, får opsat lynladere med plads til, at fire elbiler kan lade samtidig. På hver af de restauranter, hvor der opsættes ladestandere, opsættes der nemlig minimum to lynladere med hver to ladeudtag.
– For os er partnerskaber med aktører som Burger King nøglen til at skabe et sammenhængende ladenet og samtidig en god helhedsoplevelse for kunderne, hvor ladetiden kan udnyttes til at spise eller nyde en god kop kaffe, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.
På hver af de nye 300 kW ladestandere er der to ladeudtag, så to elbiler kan lade samtidigt. Det betyder, at aftalen mellem fastfood-kæden og Norlys giver over 100 nye lynladepunkter.
– Jeg er glad for, at vi kan være med til at styrke det danske ladenetværk og omstillingen til grøn transport. Det er vigtigt for os at bidrage positivt til de lokalområder, hvor vi har vores restauranter, og her er samarbejdet med Norlys en ny måde at skabe værdi lokalt, siger Carsten Lambrecht, der er managing director hos Burger King Danmark.
Norlys har et åbent ladenetværk, og lynladere ved Burger Kings restauranter kan derfor bruges af alle.