Kinesiske Byd har offentliggjort officielle billeder af Seagull. Bilen er på størrelse med en Up! og er Byds bud på en lille og folkelig elbil, der skal være til at betale. Priserne starter ved 80.000 kroner. Seagull præsenteres officielt den 18. april, men sammen med billederne har Byd også delt lidt informationer om bilen.
De har blandt andet fortalt, at man vil kunne vælge mellem to batteristørrelser, nemlig beskedne 30 kWh eller 38 kWh. Med den største batteri får Seagull en rækkevidde på 405 kilometer ifølge den kinesiske pendant til WLTP, kaldet CLTC. “Oversat” betyder det en WLTP-rækkevidde på omkring 300 kilometer.
Man vil også kunne vælge mellem to motorstørrelser, der også begge er i den klejne ende. Det er enten 55 kW eller 75 kW TZ180XSH motor, oplyser CarNewsChina. De giver begge bilen en topfart på 130 km/t. Men der er ingen oplysninger om, hvor hurtigt den når op på de 100 km/t.
Det er ikke bekræftet, men CarNewsChina fortæller videre, at batteriet i Seagull vil være et såkaldt LFP-batteri.
Selv om Byd har gjort sin entre på det danske marked, vides det endnu ikke om Seagull kommer til Danmark. Vi forventer at høre mere om de internationale planer, når bilen præsenteres den 18. april.
Hvis den kommer hertil, skal den blandt andet konkurrere mod Volkswagen bud på små elbiler, nemlig ID.1 og ID.2. Volkswagen viste for nyligt konceptbilen ID. 2all, der skal munde ud i ID.2 om to år.
Se videoen fra præsentationen af ID. 2all.