Mens Volkswagen-gruppen først forventer at præsentere deres elektriske mikrobiler i 2025, lader det til, at Byd overhaler dem indenom. Gennem Kinas Ministerium for Industri og Informationsteknologi (MIIT) får vi nu et smugkig på Byd Seagull, der skal præsenteres inden sommer.
Kinesiske Byd kom til Danmark sidste år og de første 55 eksemplarer er allerede blevet indregistreret. Heraf 49 styk af den kompakte SUV Byd Atto 3. Men en endnu mindre – og billigere – model er på vej, nemlig Byd Seagull, der er en elbil på størrelse med en Volkswagen Up.
Den måler 3.780 millimeter i længden, 1.715 millimeter i bredden og er 1.540 millimeter høj. Den har en egenvægt på 1.160 kilo.
Byd Seagull er udstyret med en lille motor på 55 kW (75 hk) og har en tophastighed på 130 km/t. Rækkeviddeoplysningerne er lidt mere usikre. Ifølge oplysningerne vil man kunne vælge mellem to batterityper. Et traditionelt lithium-ion-batteri med længere rækkevidde eller et nyt billigere natrium-ion-batteri med kortere rækkevidde.
Batteriproducenten CATL vil lancere et sådant natrium-ion-batteri i år. Det skal både klare hurtigere opladning og være bedre til at håndtere kulde end de eksisterende jernfosfatbatterier.
Den forventede prissætning i Kina er mellem 70.000 og 100.000 kroner, alt efter variant.
Der er endnu ikke nogen informationer om Byd Seagull kommer til Danmark (eller Europa).
Billeder af Byd Seagull. Klik for større. Mere om de elektriske minibiler fra Volkswagen-gruppen: