GamingTophistorie

Byg din egen Nintendo NES … i Lego

Legos nye Nintendo NES byggesæt skal nok få 8-bit tårerne til at trille på alle os nostalgikere. Alternativt skal prisen nok gøre tricket ...

Nej, Nintendo NES-maskinen på billedet ovenfor er ikke “rigtig”. Det er en Lego-udgave af den legendariske spillekonsol – og den kan blive din, når juli bliver til august. Den er nemlig resultatet af et nyt samarbejde mellem Billund-folkene og Nintendo – og selv om den ikke kan bruges sammen med dine gamle cartridges fra 1980’erne, så er den smækfyldt med små detaljer, der kan få 8-bit tårerne til at trille på alle nostalgikere.

Lego-konsollen har, naturligvis, både Super Marios Bros spilkassette og en indføringsåbning med låsefunktion og en controller med tilslutningskabel og stik. Der medfølger også en fint lille 1980’er TV med en flad 8-bits Mario-figur på rulleskærmen samt en actionklods, som du kan scanne med LEGO Mario, så han reagerer på fjender, forhindringer og power-ups på skærmen ligesom i Super Mario Bros.-spillet.

 

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, men det ser ud til, at Nintendo NES maskinen – og controlleren – er i autentiske størrelse. Derimod oplyses det, at TV’et er over 22,5 cm højt, 23,5 cm bredt og 16 cm dybt. Altså en fyldig krabat. Her er lidt billeder, der kan klikkes for at forstørre:

Sættet, der hedder Lego 71374 Nintendo Entertainment System, kommer i handelen den 1. august. Det består af ikke færre end 2.646 dele og Lego anbefaler da også, at man skal være fyldt 18 år før man kaster sig over udfordringen. Ingen tvivl om, at sættet her skal ramme den ældre, nostalgiske generation – og ikke dem, der stadig får lommepenge. Det antyder prisen i øvrigt også. Sættet kommer til at koste den nette sum af 1.799 kroner. Se mere hos Lego.

 

Nintendo NES-sættet er det hidtil mest ambitiøse sæt i en større serie af Nintendo/Lego-produkter. For at udnytte tv’ets interaktive muligheder, må man investere yderligere 549 kroner i Lego 71360 Super Mario-sættet, der indeholder en specifik figur, man skal bruge.

Det virker til gengæld en smule grådigt, Lego, specielt til denne pris …

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.