Det plejer at være Formel 1 og tech-virksomheder, der har en svaghed for hinanden, men nu sørger japanske Casio for, at du kan flashe din begejstring for boksning. Casio G-Shock har sammen med Everlast lavet er et hybrid-smartwatch, der er en homage til boksesporten. GBA800EL-4A er ikke alene lavet i samme røde farve som en Everlast-boksehandske, den er også smækket til med boksefirmaets logo. Og når LED-baggrundslyset tændes, illumineres også firmats Choice of Champions-motto på skærmen.
Hybriden har ikke samme smarte funktioner som et fuldfedt smartwatch og pudsigt nok har uret ikke engang bokse-specifikke funktioner i bugen. Derimod har den basal fitness-tracking takket være et tre-akset accelerometer. På det digitale display kan man se antallet af gåede skridt og en timebaseret skridtgraf med en statusindikator, der hjælper med at overholde dagens mål.
Data synkroniseres via Bluetooth til appen G-Shock Connected, hvor der naturligvis er flere grafer, kaloerieforbrænding og en præcis angivelse af lokation, så man kan se hvor og hvornår på dagen, man har været mest aktiv. Fans af intervaltræning kan også lave op til 20 sæt af fem timere i appen og sende dem til uret.
Uret har desuden stopur og dobbelt tidszone, ligesom det er både vand- og støvtæt, så man kan gå en tur i vandet. GBA800EL-4A kommer til salg på gshock.com til juli, til en pris på 160 dollars omkring 1.100 kroner uden moms og afgifter.