Det er alment kendt, at Apples tidligere designchef, Jony Ive, lod sig kraftigt inspirere af Braun-designeren Dieter Rams. Nu lader det til, at LG også har kigget på designeres ikoniske produkter. I hvert fald ligner den nye CineBeam Qube 4K noget, der kunne have været udstyret med et Braun-logo i 1970’erne.
Altså, hvis det ikke var for indmaden. Det er nemlig en topmoderne 4K-projekter med komponenter fra øverste hylde.
Projektoren lanceres officielt under CES messen i Las Vegas, men sydkoreanerne giver allerede nu et smugkig på banditten, der bare vejer 1,5 kilo og er udrustet med en hank. Den er nemlig designet til at være transportabel.
CineBeam Qube 4K kræver da heller ikke meget mere end en stikkontakt og en internetforbindelse. Projektoren kører LG WebOS 6.0, der tilbyder direkte adgang til alle de største streamingtjenester, deriblandt Netflix, Disney+ og Youtube.
Læs også: Braun Audio genopstår med 2019-udgave af Dieter Rams-klassiker .
Den kan vise et 120 tommer stort 4K-billede med en opløsning på 3.840 x 2.160 pixels (UHD). Den har en kontrast på 450.000:1 og dækker det såkaldte DCI-P3 color gamut. Trods størrelsen er det altså ikke nogen kompromissøgende projektor.
Når den ikke bruges til at se film og serier, kan CineBeam Qube 4K udnytte LG’s image mapping -funktion, der kortlægger dit rum og viser et billede oven på det hele. Eksempelvis af nattehimlen eller vildmarken. Projektoren inkluderer endda LGs automatiske lysstyrkejusteringsalgoritme, der findes i mange af virksomhedens avancerede projektorer.
Det interessante er prisen. Den har LG ikke nævnt noget om endnu, men billig bliver den næppe.
Her er flere tekniske data. Læs eventuelt mere i LGs pressemeddelelse .
Opløsning UHD (3,840 x 2,160) Lysstyrke 500 ANSI Lumens Kontrast 450,000:1 Dimensioner 80 x 135 x 135 mm Vægt 1.49 kg Lyskilde Laser (RGB) Projektionslinse Skærmstørrelse 50 – 120tommer Throw Ratio (Min.) 1.2 HDR HDR 10 Keystone Auto Screen Adjustment Trådløs Android / iOS Indgange HDMI with eARC / USB Type C