Elbiler

Citroën klar med dansk pris på elbilen DS 3 Crossback E-Tense

Lav pris og kort rækkevidde lader til at være strategien som de fleste bilproducenter vil følge i 2020. DS 3 Crossback E-Tense er seneste i rækken.

Det kommer til at vælte ud med billige elbiler med kort rækkevidde i 2020. Senest i rækken er DS 3 Crossback E-Tense, der er 100 procent elektrisk og har en rækkevidde på 320 kilometer ifølge WLTP-standarden. Prisen for SUV’en starter ved 290.000 kroner for laveste udstyrsmodel, mens du kommer til at slippe 360.0000 kroner, hvis du vil have al ekstraudstyret monteret.

Der kommer fire varianter, der alle er grundlæggende ens; en 50 kWh batteripakke og en 100 kW motor med et drejningsmoment på 260 Nm. Bilen kan lynoplades med op til 100 kW. Forskellene er udelukkende i det udstyrsniveau, man kan vælge.

 

Dermed kommer DS 3 Crossback E-Tense på rækkevidde og motorkraft til at konkurrere med modeller som Honda e, Mini Cooper SE, Volkswagen ID.3 (grundudgaven), Opel Corsa-e og Peugeot e-208, der alle har samme (eller længere) rækkevidde, men en lavere prislap.

DS 3 Crossback E-Tense kan fås med både Drive Assist, Park Pilot, Heads Up Display, og Matrix LED Vision forlygter, der automatisk tilpasser deres lyskegler i forhold til trafikforholdene. Det er dog alt sammen afhængig af udstyrspakke.

 

Så vidt undertegnede kan tyde sig frem til er dørhåndtag, der automatisk folder sig ud, til gengæld standardudstyr. Så er der da lidt lir, selv om man er på budget. På 3 meters afstand genkender bilen din nøgle, mens den ved en afstand på 1,5 meter lader dørhåndtagene komme til syne.

Det er allerede nu muligt at forudbestille DS 3’eren på hjemmesiden, men der er endnu ikke meldt egn præcis lanceringsdato ud – blot “primo 2020”, hvilket kan være alt mellem nu og sommerferien.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.