Vi har flere gange skrevet om den lille, billige Citroën Ami, der godt nok har fire hjul, men næppe kan kaldes for en bil. Nu meddeler den danske importør af Citroën, at stor interesse efter køretøjet betyder, at den kommer til Danmark. Vi må dog væbne os med tålmodighed, for den kommer først i handel, når fabrikken kan levere et rimeligt antal, fortæller FDM’s Motor.
I første omgang henter Citroën Danmark to eksemplarer hjem. De kommer inden sommerferien og skal bruges til test og præsentation. Hvornår det bliver muligt for danskere at bestille bilen er fortsat uvist.
Citroën udviklede egentlig Ami til delebilsflåder, men det lille charmerende transportmiddel har også tiltrukket sig opmærksomhed fra europæiske byboere, der ser den som et alternativ til scooteren. Citroën har også for nyligt lanceret en varevognsudgave , der ligner en ren gave til regnvejrstrætte Wolt-bude.
I mange europæiske lande behøves der ikke engang kørekort for at føre Citroën Ami, men herhjemme forventes den at blive sidestillet med en knallert 45, så et kørekort til stor knallert bliver minimum.
Citroën Ami er bare 2,4 meter lang og 1,4 meter bred. Selv om køretøjet er i beskeden størrelse, er der trods alt plads til to personer indenfor – og kabinen er naturligvs opvarmet. Mange af Ami’ens funktioner betjenes fra en smartphone, der kobles til køretøjet via en indbygget dock.
Trods et blodfattigt batteri på bare 5,5 kWh har Citroën Ami en rækkevidde på imponerende 70 kilometer og den oplades igen på tre timer ved en helt almindelig stikkontakt. Tophastigheden er på 45 km/t.
Et kig indenfor … Det er endnu ikke fastlagt, hvad Citroën Ami kommer til at koste herhjemme, men i Frankrig kan den lejes for 25 euro om måneden, men må du bare eje den, kan den købes til evig arv og eje for 6.490 euro – 48.300 kroner. FDM Motor forventer at den danske pris bliver på maksimalt 80.000 kroner – og så bliver Ami, med stor margen Danmarks billigste el-‘bil’ .