Civilization Vl – bare en tur mere…

Det er en balancegang at blive ved med at udgive, hvad der essentielt er det samme spil. På den ene side skal man bevare spillets kerne, for ikke at gøre gamle fans sure, men på den anden side, så er man også nødt til at imponere de samme fans med nye features, for at få dem til at skifte. Specielt i en tid, hvor spilgrafikken har nået et plateau, hvor forbedringerne er langt mindre synlige, er det ikke nok bare at give en spilserie et nyt lag maling og så sætte et nyt nummer på i enden – ikke engang selvom spiltitlen så bliver Civilization VI.

Aldrig har et spil i serien haft så meget indhold

Det er så også langt fra, hvad man har gjort med sjette udgave af Sid Meiers Civilization. Du er stadig leder af en stamme, der fra en spæd start med en enlig landsby omgivet af barbarer og ukendte farer skal opbygge et verdensomspændende imperium, der overgår alle andre. Men de mulige ruter til sejren er flere og mere varierede end nogensinde før i den 25 år gamle serie.

Et andet problem med at udgive spil i en serie er nemlig, at seriens sidste spil sikkert har fået et par udvidelser, lidt blandet DLC og et utal af små og store opdateringer, så uanset hvor flot den nye version er, så vil den oftest føles lidt begrænset, i hvert tilfælde indtil første udvidelse ser dagens lys. Sådan er det ikke med Civ VI, der har bevaret et væld af de udvidede features, som først så dagens lys i slutningen af Civilization V’s liv. Således er både religion, turisme og spionage en del af spillet fra starten. Udover grundstrategierne omkring videnskab, vækst og militær erobring. Ulempen er så, at spillet måske kan synes virkelig overvældende for helt nye spillere. Heldigvis er der en god tutorial til at afhjælpe det.

Stadig kun én enhed per felt, men …

Civilization V var anderledes skrabet fra start, i stedet var dette spils forsøg på at lokke fans til et løfte om radikale ændringer af gamle systemer. Den største ændring var det kontroversielle skift fra stakke af enheder til kun at have én enhed per felt. Et skift der i den grad delte vandene, og fik nogle fans til helt og droppe 5’eren. Med over 1800 timers spil registreret i Civilization V hører jeg til i den anden grøft. Én enhed per felt er også reglen i Civilization VI, og hadede man det i V, så vil man sikkert ikke blive fan her – og det er heller ikke uden problemer – men folkene bag har dog prøvet at løse det flaskehalsproblem, som mange tropper på de relativt små kort kunne give, ved at indføre teknologier, der giver mulighed for at kombinere henholdsvis 2 og 3 ens enheder til én samlet stærkere version. Det giver en stor reduktion i enheder, der unødigt spærrer vejen for hinanden. Men problemet er ikke løst

Problemet med at udgive et spil med så mange features fra start er, at det så også giver mere arbejde for AI-programmørerne, der skal lære en computer at spille spillet, så det ligner et rigtigt menneske. Det er ikke lykkedes. Særligt religion giver computeren visse sære ideer og cirka midt i Civilization VI kan man opleve sin civilisation overrendt med religiøse enheder, som man kun kan komme af med, hvis man selv bygger andre religiøse enheder. Det er træls, ser åndsvagt ud og betyder også, at computeren bruger uforholdsmæssig lang tid på at fedte rundt med en masse ligegyldige enheder.

Ubegavet AI skjult under et lag af spændende features

Men ellers kan der gå lang tid, inden man rigtig støder hovedet mod, hvor dårlig AI’en egentlig er til at spille spillet. Den snyder, så det virker ægte, og spillet er spækket med nye smarte funktioner, man kan udforske og lære, mens programmørerne hos Firaxis forhåbentlig bygger en klogere AI til en snarlig opdatering.

Religion og spionage er blevet lavet om. Måden man finpudser sin politiske styreform er blevet til en hel nye liste af opdagelser, man udvikler side om side med det traditionelle videnskabstræ. Og netop videnskabstræet har fået en form for achievements, hvor konkrete handlinger i spillet giver bonusser til udvalgte opdagelser – således giver etableringen af en by ved havet en (logisk) bonus, når man vil forske i skibsbygning.

Byplanlægning som avanceret puslespil

Den allerstørste ændring er måden, man bygger byer på. Som en udvidelse til én enhed per felt-reglen er Verdensvidundere og byudvidelser ikke længere noget, man bare kan stable inden midt i en by. Vil du bygge Pyramiderne, så skal du have et ledigt felt til dem – og for de fleste vidunderes vedkommende, så skal man også opfylde en hel række af betingelser. Det gør byudvikling til et komplekst og interessant puslespil, men har også den bi-effekt, at man kan røvrende sig selv, hvis man ikke ved, hvad man vil få brug for senere i Civilization VI.

Skal man f.eks. bygge en nationalpark, som først bliver tilgængeligt i det 20. århundrede, så skal man allerede i præhistorisk tid huske at lade felterne stå uberørt hen – noget der strider mod de fleste spilleres traditionelle stil, og som man ikke har en chance for at vide, første gang, man spiller.

Puslespilsdelen af byudviklingen vil appellere til de spillere, der elsker at bygge stort og bredt, mens dem, der ser Civilization som et militært strategispil, nok ikke er så imponerede, og nok også stadig vil være pænt trætte af etfeltsreglen, der ændrede Civilization-strategien væsentligt og som selv her flere år efter, den blev introduceret første gang, volder AI’en store problemer.

Som et klassisk landkort

Grafisk er opgraderingen mindre. De 20 ledere, spillet starter med, har fået mere karikerede portrætter og enhederne er også større og blødere at se på – den flotteste ændring er kortet, der ligner et gammelt landkort, hvor man langsomt opdager og farvelægger ukendte områder. Lyden er god og særligt musikken har fået et boost, hvor den nu i endnu højere grad tilpasses tid, civilisation og gøremål. Og så har Christopher Tin endnu engang lavet temamusikken – ikke så mesterligt som IV’s Baba Yetu, men stadig god.

Med Civilization VI har vi fået en omfattende og detaljerig udgave af den populære spilserie, hvor selv garvede spiller vil opdage masser af nyt. Ikke uden småfejl, som desperat trænger til en patch eller to, men absolut værd at kaste sig over – og med alt det, der allerede er inkluderet i spillet, så venter vi os meget af de første udvidelser. Indtil videre har vi dog masser at lave og den berømte ’bare en tur mere’-spilbarhed, der i snart 25 år har spoleret denne anmelders nattesøvn, hver gang der udkom et nyt Civilization, er bevaret.