Siden starten i 2009 har ladeoperatøren Clever investeret mere end 1 milliard kroner i ladeinfrastruktur. Nu sættes der turbo på, da selskabet vil bruge det samme beløb alene i år, for at udvide netværket yderligere.
Den massive investering betyder, at de nuværende 30.000+ ladepunkter udvides med yderligere 15.000 inden årets udgang. Hertil kommer også 500 lynladepunkter, så antallet af lynladepunkter kommer op over 1.100.
– De næste par år kommer der hundredtusindvis af nye elbiler til, så det er helt afgørende, at infrastrukturen står parat. Ved at fordoble vores investeringer i danskernes lademuligheder over hele landet, får de mange kommende elbilister mulighed for at lade lige netop dér, hvor de har allermest brug for det, lover Casper Kirketerp-Møller, der er CEO hos Clever.
Godt nyt for byboerne
I 2024 kommer Clever til at fokusere på at få udbredt lademuligheder til de danskere, som i dag har udfordringer ved at få opladet deres elbil. Det gælder eksempelvis de 34 procent af danskerne, som bor i etagebolig.
– Desværre er manglende adgang til ladestandere en stor barriere for, at flere vælger elbilen til. Det skal vi have gjort noget ved. Derfor vil vi udbrede ladeinfrastrukturen til flere danskere, så også folk, der bor i lejlighed, bliver inspireret og motiveret til at tage springet fra fossil- til elbil, siger Casper Kirketerp-Møller.
Antallet af elbiler på danske nummerplader er mere end fordoblet fra 2022 til 2023. Ved årsskiftet kørte der flere end 200.000 elbiler på de danske landeveje. Men de 34 procent af danskerne, som bor i etageejendom, står kun for cirka 15 procent af de købte elbiler.
Clever er Danmarks største ladeoperatør. De har i dag mere end 30.000 ladepunkter og 600 lynladepunkter, fordelt rundt omkring i byen, på landet, ved supermarkedet, på arbejdet og langs motorvejen.
Læs også: Nu er der 200.000 elbiler i Danmark.