Clever lancerer i dag et nyt abonnement, til de elbilsejere, der ikke har et voldsomt kørselsbehov. Med Clever Mini kan man lade op til 120 kilowattimer hver måned – på Clevers ladeboks hjemme og på hele Clevers åbne ladenetværk. Det svarer til omkring 8.000 kilometer om året, afhængig af bilen og kørselsadfærd. Prisen er 399 kroner om måneden. Bruger man mere end de 120 kWh en måned, betaler man 2,85 kroner pr. ekstra kWh.
– Vi skal løbende skal sikre et relevant udbud af forskellige abonnementer, der passer til de forskellige behov. Vi lytter hele tiden til forbrugerne, og derfor ser Clever Mini nu dagens lys, fortæller Clevers kommercielle produktchef, Jacob Birkelund i en pressemeddelelse.
Clever Mini kan dog kun oprettes, når man køber bil hos en af de forhandlere, Clever har aftale med. Det er til gengæld en del. Eksisterende kunder kan desuden konvertere til Clever Mini fra Clever Unlimited for en pris på 1.500 kr., da den gamle ladeboks af tekniske årsager skal udskiftes til en ny ladeboks fra Clever.
Ladeboksen følger med i abonnementet, men man skal betale ekstra for installation. Hvor meget det koster, afhænger af det enkelte bilmærke. Prisen svinger fra “gratis” (inkluderet i bilens pris) til 7.500 kroner, afhængig af bilmærke.
En undersøgelse foretaget af Epinion for Clever viser, at cirka hver anden bilist er interesseret i et abonnement på opladning til bilen. Det tyder ifølge Clever på, at flere danskere er klar til at forlade tankstationsmentaliteten med literpriser og kun ét sted at tanke. I stedet oplever Clever en stadig stigende interesse for løsninger, som skaber sikkerhed om den månedlige kørselsudgift og samtidig giver større frihed og fleksibilitet i hverdagen med nem opladning hjemme og ude.
Clever Mini er den tredje løsning hos Clever, der i forvejen tilbyder Clever Unlimited, der giver ubegrænset opladning både derhjemme og på Clevers offentlige ladenetværk, samt Clever Go, hvor man ikke betaler abonnement, men i stedet betaler en fast pris per kilowattime.
Selskabet har Danmarks største offentlige ladenetværk med mere end 1.700 ladepunkter fordelt i hele landet. Inden udgangen af 2025 vil Clever have etableret yderligere 10.000 nye ladepunkter herhjemme.