Clever meddeler i dag på deres Facebook-side, at de sænker prisen på opladning i løssalg i deres åbne, offentlige ladestandere. I dag koster det den netto sum af 6 kroner per kWh at oplade hos Clever; fra oktober bliver prisen sat ned til 3,5 kroner per kWh på normal- og hurtigladere, mens dem der har mest travlt, får lov at betale lidt mere. På lynopladere sænkes prisen per kWh fra 6 til 5 kroner.
Prisen gælder opladning med Clever Go-ladebrik og app, men samtidig fjernes opstartsprisen på Go-ladebrikken, der i dag koster 350 kroner.
“Vi sænker priserne, fordi det giver danske bilister endnu en god grund til at lade bilen med el fremfor at tanke benzin og diesel – også for dem, der forbrugsafregner opladningen på vores ladenetværk,” skriver Clever på Facebook.
Selskabet har længe ligget i den dyre ende af prisskalaen. Det viste blandt andet en undersøgelse, som Bilmagasinet foretog i foråret. Udmeldingen fra Clever vækker da også begejstring.
“Hvor er det bare dejligt at høre – tak Clever fordi I har lyttet og nu aktivt er med til at udbrede elbilerne. Nu er det også meget lettere for os elbilister at fortælle venner/familie/bekendte at det faktisk hverken er dyrt eller besværligt at have en elbil,” skriver brugeren Peter Bloch i kommentarerne til nyheden.
Prisnedsættelsen kommer dog ikke eksisterende abonnenter til gode. Har du ubegrænset opladning hos selskabet, eksempelvis medet Unlimited-abonnement, er alt, som det plejer.
Clever forklarer det med, at Unlimited-abonnementet ikke alene giver fri adgang til hele firmaets offentlige ladenetværk – inklusive lynladere – men også giver ubegrænset garanti på ladeboksen i hjemmet, mobilitetsgaranti og fri lynopladning.
Fakta
- Prisen falder for løssalg af opladning på det åbne, offentlige ladenetværk til 3,50 kr. per kWh for normal- og hurtigopladning og til 5,00 kr. per kWh. Prisen var før 6 kr./kWh for normal-, hurtig- og lynopladning.
- Normalopladning er op til 22 kW, hurtigopladning er fra 22 kW til 99 kW, mens lynopladning er 100 kW og derover.
- Prisen falder også til 5 kr/kWh på Europas største roaming-platform Hubject, hvor alle udbydere af opladning har fri adgang til hele Clevers åbne offentlige ladenetværk.
- Bestilling af ladebrik til forbrugsafregnet opladning på Clevers ladenetværk gøres samtidig gratis.
- De nye priser træder i kraft den 1. oktober 2020.