Teknologi

Coronavirussen presser Bang & Olufsen

Bang & Olufsen har det i forvejen hårdt – og nu har coronavirussen fået Struer-virksomheden til at nedjustere forventningerne til årets omsætning yderligere.

B&O har meddelt fondsbørsen, at firmaet nedjusterer sine forventninger til regnskabsåret på grund af coronavirusen. Helt konkret forventer Struer-virksomheden nu et fald i omsætningen på mellem 20 og 29 procent mod en tidligere forventning på et fald mellem 13 og 18 procent.

– Vi følger situationen nøje, men vi forventer, at COVID-19, og usikkerheden forbundet med den nuværende markedssituation, vil påvirke forbrugeradfærd og efterspørgsel på alle større markeder, hvorfor vi justerer vores drift og finansielle forventninger, siger B&O’s topchef, Kristian Teär, i fondsbørsmeddelelsen.

 

Det er femte gang på lidt over et år, at Bang & Olufsen må nedjustere forventningerne. Så sent som i december måned blev virksomhedens aktieværdi straffet hårdt på grund af nedjusteringer.

I meddelelsen giver B&O også foreløbige tal for det forskudte regnskabsår tredje kvartal, og det ser ikke godt ud. Selv om omsætningen ifølge B&O var ”som forventet”, så betød coronavirussen, at omsætningen i selskabets asiatiske butikker faldt – og samlet fik B&O et fald i omsætningen på 12 procent i forhold til samme periode i 2018/2019.

 

Bang & Olufsen fortæller i fondsbørsmeddelelsen også, at firmaet udsætter sin kapitalmarkedsdag, der skulle være afholdt den 3. april. Det var under dette arrangement, at den nye direktør Kristian Teär, der startede i oktober, skulle have fremlagt sin treårsplan for den kriseramte danske virksomhed.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.