Apple har her til aften, dansk tid, udsendt en betaudgave af iOS 13.5, der meget vel kan gå hen og blive kendt som ‘COVID-19-udgaven’. Styresystemet indeholder den første udgave af det sporingsværktøj, som Apple og Google samarbejder om – og dermed kan sundhedsmyndighederne gå i gang med at teste deres egne offcielle COVID-19-apps.
Styresystemet indeholder desuden en ændring, der gør det nemmere at komme ind på telefonen, hvis man bærer en maske.
Det er ikke nemt at låse telefonen op med Face ID, hvis man bærer en af de i tiden så populære masker. Men i iOS 13.5 har Apple ændret proceduren, så man nu tages direkte til kodeskærmen, hvis man bærer maske. Uden maske vil alt fungere som før.
Mere interessant er det at iOS 13.5 indeholder den første udgave af det sporingsværktøj – eller rettere API – som alverdens sundhedsmyndigheder kan bruge til at lade iPhone- og Android-ejere vide, hvis de har været i nærkontakt med en smittet person. Systemet er udviklet på rekordtid i et samarbejde mellem Google og Apple.
Mange myndigheder har dog været lorne overfor systemet, da de frygter, at brugernes data havner på amerikanske servere. Blandt andet har den danske Digitaliseringsstyrelsen valgt at arbejde på sit eget system, frem for at bruge Google og Apples. Noget også Tyskland og England har valgt. Siden har Tyskland dog ændret holdning og valgt at bruge Google/Apple-løsningen.
Ifølge både Google og Apple vil deres løsning dog ikke gemme hverken konkrete eller anonyme data om lokationer; alle relevante data gemmes krypteret på brugerens egen telefon. De har også lovet at lukke ned for API’en så snart der ikke længere er brug for den i bekæmpelsen af COVID-19.