Danskerne er i den grad blevet glad for elbiler. Vi er fortsat det land i EU, hvor andelen af elbiler blandt nyregistreringerne er højest. Hver gang, der er blevet indregistreret 100 personbiler i årets første halvår, har de 45 af dem kørt på el. Det er en stigning fra 31 ud af 100 i samme periode sidste år.
Det er væsentlig over EU-gennemsnittet, hvor elbilerne “kun” har en andel på 12,5 procent. Og selv om der blev solgt 1,3 procent flere elbiler end i samme periode sidste år, er elbilerne andel af det samlede bilsalg faktisk faldet en smule, når man kigger på hele EU. Fra 12,9 til 12,5 procent.
Ikke overaskende er det primært markeder, hvor de økonomiske incitamenter er blevet fjernet, der oplever det største fald. I Tyskland er elbilernes andel af bilsalget således faldet fra 15,8 procent i første halvår 2023 til 12,5 procent i år.
– Vi ser at flere af vores nabolande er tydeligt mærket af, at incitamenterne til at køre elbil er blevet fjernet. Det understreger vigtigheden i at beholde afgifterne i ro i Danmark, så vi kan fortsætte med at være frontløbere og gavne den grønne omstilling, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Også i Sverige er der tilbagegang - fra 37,3 til 31,7 procent. Svenskerne formår dog stadig at fastholde en andenplads foran Holland, Malta og Finland.
I første halvår 2024 kom der i alt 5,7 millioner nye biler på vejene i EU. Det svarer til en stigning på 4,5 procent sammenlignet med første halvår af 2023.