ElbilerTophistorie

Danmarks første elbilbattericenter åbnet i Farum

Udtjente elbil- og hybridbilsbatterier fra hele Danmark skal opsamles i et nyt elbilbattericenter i Farum.

Danmark har fået sit første elbilbattericenter i Farum. Centret blev indviet af miljøminister Lea Wermelin (S) og Ole Bondo Christensen (S), borgmester i Furesø Kommune i sidste uge. Det er et salg af elbiler og skærpede krav til høj genanvendelse, der har fået virksomheden Stena Recycling til at udbygge et genanvendelsescenter i Farum.

Nyt udstyr er blevet installeret, så anlægget kan håndtere de dele af bilbatteriet, der anses som farligt affald, korrekt.

 

– Hidtil har vi ikke haft sådan et center herhjemme. Rent faktisk er det nye anlæg det første af sin art i verden, der tages i brug. Dermed får battericentret i Farum en oplagt position som det danske flagskib, hvor udtjente elbil- og hybridbilsbatterier fra hele Danmark opsamles, analyseres, aflades og opbevares før de sendes videre til enten reuse eller genanvendelse, siger Stena Recycling i en pressemeddelelse.

Det nye elbilbattericenter skal opsamle udtjente elbil- og hybridbilsbatterier fra hele Danmark. Hvis batteriet stadig er levedygtigt, sendes det videre til genbrug i en anden bil. Eller det bruges til at opbevare strøm fra vedvarende energikilder, såkaldt reuse.

 

Hvis batteriet ikke længere er levedygtigt, sendes det i stedet til Stena Recyclings affaldsteknologiske anlæg i Halmstad i Sverige. Her vil batteriet blive skilt ad, ligesom kobber, aluminium og andre brugbare dele omsmeltes.

Det nye elbilbattericenter har kapacitet til at aflade og demontere to tons batterier i døgnet. Anlægget kan i alt håndtere 500 tons batterier årligt. Det tager cirka to timer at demontere et batteri.

Anlægget, der består af en række specialbyggede containere, har indbygget alarm- og overvågningssystem. Systemet overvåger konstant temperaturudsving i de batterier, der er sat til afladning og/ eller som er i såkaldt kritisk tilstand, oplyser selskabet.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.