Er elbilsopladere, der kan gemme grøn strøm om natten og fylde det på elbiler om dagen, en god ide? Det synes i hvert fald tre danske milliardærer. De har investeret i den danske virksomhed Nerve Smart Systems, der laver en dansk elbilsoplader med netop denne egenskab.
Ladesystemet fra Nerve Smart Systems er forsynet med et batteri. Det kan både oplades med strøm fra solceller og fra elnettet – eventuelt overskudsstrøm fra vindmøller.
“Vores system giver en buffer mellem batteri og elnettet og hjælper nettet i balance, fordi laderen kan trække på batteriet, hvis der tryk på el-nettet,” forklarer Jesper Boie Rasmussen til finans.dk. Han grundlagde firmaet i 2016.
“Vores løsningen betyder også, at hvis en ladestander ikke bliver benyttet og batteriet er fuldt opladet, kan det give overskydende strøm til el-nettet,” forklarer han videre.
Systemet, der går under navnet TopChargE B-HPC, er skalerbart. Den mindste udgave kan levere op til 175 kW DC (500V @ 400A). Men ved at kombinere to, kan ladeeffekten hæves til 350 kW DC (1000V @ 400A). Dermed er den dansk elbilsoplader oppe blandt de hurtigste.
De tre danske milliardærer har samlet har kastet 20,4 millioner kroner ind i projektet. Penge, der skal bruges til at modne systemet.
En af de nye investorer er Nic. Christiansen Gruppen, der importerer, sælger og servicerer biler. Blandt andet Hyundai, Jaguar, Honda og kinesiske BYD. Herudover har tobaksfamilien Gundersen og tyggegummi-milliardærerne Bagger-Sørensen investeret i selskabet. Alle tre parter træder samtidig ind i ejerkredsen.
“Det er elbilopladerne, som er hovedårsagen til, at vi går ind i virksomheden. Den ligger i et forretningsområde, hvor vi godt kan se os selv,” siger adm. direktør i Nic. Christiansen Gruppen, Niels Vrist Bertelsen til finans.dk.
Man kan læse mere om Nerve Smart Systems og deres TopChargE B-HPC på hjemmesiden.