I USA er pickup-trucks yderst populære. Herhjemme er det SUV’en, der styrer. Men det bliver der måske lavet om på, når de elektriske modeller kommer ud på vejene. Maxus, der er ejet af den kinesiske kolos SAIC Motors, bliver først med Maxus eT90. Den kommer til Danmark til oktober.
I hvert fald fortæller den danske Maxus-chef, Steffen Vilstrup, at de oplever “en ekstrem interesse” for pickup-trucken.
– Vi har store forventninger til modtagelsen af Maxus eT90. Vi rammer et helt nyt segment, hvor bilen fungerer lige så godt som en livsstils-/familiebil, da den rammer det kommercielle marked. Vi oplever en ekstrem interesse omkring pickuppen, og har bestilt et stort antal biler, fortæller Steffen Vilstrup.
Maxus eT90 har fem sæder. Den leveres med 88,5 kWt netto batterikapacitet og 330 km rækkevidde (WLTP). Da bilen typegodkendt som N1 varevogn, er den WLTP-testet med tunge belastninger, hvilket nok giver et mere realistisk WLTP-bud end på personvogne.
Under hjelmen finder du en elektrisk motor på 204 hk, som genererer et drejningsmoment på 310 Nm. Derudover leveres den med en batterivarmer som standard.
Maxus eT90 kan tage op til 1.000 kilo nyttelast. Den kan også leveres med træk, men indtil videre er trækvægten ubekræftet.
Indvendigt finder man en 10,3-tommer touchskærm, 6-vejs sædejustering til både fører og forsædepassager, Apple CarPlay, lædersæder og tovejs justerbart læderrat. Bilen leveres med elektronisk stabilitetskontrol, bakkamera, parkeringssensor og Hill Decent Control som standard.
Maxus Danmark angiver prisen for eT90 til 419.990 kroner eksklusive moms. Dermed starter prisen for os almindelige dødelige på knapt 525.000 kroner.