Cupra Born har altid været Volkswagen ID.3’erens ustyrlige søster og med den nye Born VZ udgave er forskellene vokset. Nu har Born nemlig også fået justeret køreegenskaberne, så den opfører sig endnu mere sportsligt. Det er ganske enkelt den hurtigste Born, du kan få for penge.
Hvor mange penge? Det har Cupra netop offentliggjort. Selv om det har været en offentlig hemmelighed på hjemmesiden et stykke tid, er det nu bekræftet, at prisen på Born VZ starter ved 349.990 kroner.
Til den pris får du et lille muskelbundt, der ikke alene ser fræk ud – køreoplevelsen passer til udseendet. Den lover sjov og ballade, allerede når man sætter sig til rette i CUP Bucket-sæderne, der er standard i VZ udgaven.
Prøvekørt i Cataloniens bjerge Undertegnede havde mulighed for at prøvekøre Cupra Born VZ i området omkring Barcelona for nyligt, og her var den både på samme tid kæk og velafbalanceret på de små bjergveje, der omgiver den spanske by.
Selv om Born VZ er potent – den har 326 heste i stalden og et moment på 545 Nm – føles størrelse, muskler og køreegenskaber nemlig i overlegen fin balance. En ren fornøjelse at køre, hvis det også skal kilde lidt i mundvigene mens man transporterer sig fra A til B.
Med VZ’erens ekstremt sportslige udtryk er det nok i virkeligheden ikke søsterbilen ID.3, man skal sammenligne med. Men derimod en bil som MG4 XPower, der er i samme klasse og har samme mission: At gøre køreturen sjovere.
Cupra Born VZ har dog en væsentlig længere rækkevidde (570 kontra 385 kilometer) end MG4 XPower. Den har også hurtigere ladeeffekt. Til gengæld har Power stadig flere heste.
Herunder er der en sammenligning af nøglespecs på de to sportskrabater.
Cupra Born VZ MG4 XPower Rækkevidde (WLTP) 570 km 385 km Motor 245 kW / 326 hk 340 kW / 435 hk Drejningsmoment 545 Nm 600 Nm Acceleration 0-100km/t 5,6 sekunder 3,8 sekunder Batteri 77 kWh 64 kWh Ladeeffekt (AC/DC) 11 kW / 170 kW 11 kW / 140 kW Pris 349.990 kr. 274.999 kr.
(Priserne er hentet den 19. juni 2024).