TeknologiTophistorie

Danske eksperter skal udvikle ‘rumdragt’ til robotter

ESA har valgt Teknologisk Institut til at udvikle såkaldt smart skin til robotter. Visionen er at bane vej for flere robotter i rummet.

Astronauter vil i stigende grad få robotter som kolleger i rummet. Det kræver dog, at robotterne er sikre at arbejde sammen med. Samt at de – ligesom astronauterne – bliver beskyttet mod rummets barske spilleregler med stråling, tryk og voldsomme temperatursvingninger. Løsningen er en ‘rumdragt’, et såkaldt smart skin, og det skal udvikles af Teknologisk Institut.

Det er European Space Agency (ESA) der har givet Teknologisk Institut opgaven. Og der stilles skrappe krav til den nye rumdragt, da robotterne skal kunne operere under helt særlige og ganske barske forhold.

 

Temperaturen, som menneskelige astronauter bevæger sig i, varierer helt fra minus 100°C til plus 100°C – for at nævne bare ét parameter.

Afstanden fra eksempelvis Jorden til Mars er 57 millioner kilometer. Transport imellem de to planeter vil typisk tage syv måneder. Det er derfor afgørende, at robotterne er beskyttet og heller ikke forårsager skader på andet udstyr, da det er særdeles tidskrævende, dyrt og i mange tilfælde umuligt at fragte nyt udstyr ud på en mission.

 

Det kommende, specialdesignede smart skin til robotter skal yde denne beskyttelse. Blandt andet ved brug af bløde materialer, der kan 3D-printes, og elektronik, der er trykt på et tekstil, som følger robotarmens bevægelser.

– Vi skal undersøge materialer, som kan beskytte mod støv, stråling og store temperaturskift. Og gennem udnyttelse af moderne 3D-print og trykt elektronik kommer vi også til at introducere nye fremstillingsprocesser til rumudstyr, fortæller seniorkonsulent Christian Dalsgaard fra Teknologisk Institut.

Rumkontoret i Uddannelses- og Forskningsministeriet har været med til at bane vej for ESA-projektet. Første del af udviklingsprojektet forventes færdigt i marts 2024.

 

Læs mere: Teknologisk Institut åbner robotlaboratorium.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.