Handelskrigen imellem USA og Kina eskalerer og Huawei står som en af verdens største telefonproducenter lige i skudlinien. Nu går det også ud over danske brugere, der er i fare for at miste, i første omgang, adgangen til opdateringer af Android, men på sigt måske også adgangen til apps. Indtil videre er det dog “kun” reelle opdateringer af styresystemet der ikke længere vil blive tilbudt Huawei og dermed Huaweis brugere. Google selv har dog prøvet at gyde lidt olie på vandene:
Europa rammes hårdest
Det er især brugere i Europa – og dermed Danmark – der bliver ramt fordi det er her, udbredelsen af Googles tjenester er ekstremt stor. I USA er Huawei ganske lille netop fordi amerikanske myndigheder ikke har været glade for at tillade dem adgang til markedet af frygt for, at kinesiske myndigheder havde adgang til enhederne og ville kunne spionere eller direkte angribe USA igennem Huaweis produkter. Hjemme i Kina er der til gengæld ret lukket for Googles produkter, så heller ikke her bliver det et enormt problem. I hvert fald ikke før eventuelt kommende sanktioner rammer tjenester som Google Play.
Et helt nyt system?
Der er i forvejen rygter om, at Huawei har arbejdet på et alternativ til Android, og med de ret drastiske tiltag fra den amerikanske regering kunne det godt se ud til, at Huawei måske får brug for et nyt system. Men om de vil skubbe på at få et sådant system ud på eksisterende enheder eller blot begynde at producere telefoner født med et andet operativsystem er naturligvis helt op i luften. Huawei har dog formentlig forberedt sig på den nuværende situation i meget lang tid og har derfor også planer for, hvordan de vil håndtere det.
Opdateres – vi arbejder på en kommentar fra Huawei.