Apple lancerede i aften det længe ventede Apple One-abonnement, der samler alle Apples tjenester under en paraply. Samtidig udvidede Apple sine tilbud med en helt ny tjeneste til sportsfolket, i form af Fitness+, men den kommer ikke til Danmark foreløbigt.
I USA vil der være tre forskellige typer af Apple One-abonnementer, men herhjemme må vi – i hvert fald indtil videre – undvære den dyreste Premier-model, der indeholder tjenester som ikke eksisterer herhjemme, nemlig News+ og Fitness+.
De muligheder, vi får som danskere er som følger:
Individuelt. Indeholder Apple Music, Apple TV+, Apple Arcade og 50 GB iCloud-lagring for 135 kroner om måneden.Familie. Indeholder Apple Music, Apple TV+, Apple Arcade og 200 GB iCloud-lagring for 185 kroner om måneden, og abonnementet kan deles mellem op til seks familiemedlemmer. Apple One Individuelt-abonnementet giver besparelser på over 40 kroner om måneden, mens Familie-abonnementet giver besparelser på over 60 kroner om måneden. Besparelser er baseret på almindelig månedlig betaling.
Apple One inkluderer en 30-dages gratis prøveperiode for alle de tjenester, som kunderne ikke allerede har. Med Apple One modtager kunderne kun én faktura om måneden, og man kan til enhver tid nemt ændre eller afmelde sit Apple One-abonnement, fortæller Apple.
Nyt til sportsfolket Apple Fitness+ kommer ikke til Danmark i første omgang. Apple benyttede også lejligheden til at lancere en ny sportsfikseret tjeneste, Fitness+. Med tjenesten kan man deltage i videoklasser med personlige trænere indenfor forskellige sportslige aktiviteter, såsom roning, løb og muskeltræning.
Videoerne kan ses på alle Apples enheder – iPhone, iPad og Apple TV – og data fra Apple Watch synkroniseres direkte med skærmen, så man kan følge sine anstregelser uden at skulle løfte armen.
“Alle, fra begyndere til dedikerede motionister, får adgang til workouts, der leveres af inspirerende undervisere i verdensklasse og suppleres med motiverende musik fra kendte kunstnere,” fortæller Apple.
Fitness+ vil i første omgang kun være tilgængelig i USA, England, Canada og Australien – altså lande, hvor engelsk er det officielle sprog. Det oplyses ikke om den nye tjeneste kommer på andre sprog.