Danskerne har for alvor fået øjnene op for de grønne biler. Næsten hver femte bil, der blev solgt herhjemme i oktober måned, er udstyret med et genopladeligt batteri. Enten som rendyrket elbil eller som plugin-hybrid. Det fortæller De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.
– Salget af elektrificerede biler sætter rekord lige nu og viser tydeligt, at vi er i fuld gang med den grønne omstilling af den danske bilpark. Det er vigtigt, at politikerne udnytter det grønne momentum og sætter ekstra fart på den grønne omstilling ved at holde afgiften på grønne biler på samme lave niveau som nu, siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
Helt konkret lå salget af elbiler 234,5 procent højere i oktober end i i samme måned sidste år. For plugin-hybrider lå salget 285,5 procent højere i år. Til gengæld blev der solgt færre biler i det hele taget – der kørte 17,9 procent færre nye personbiler ud på gaderne, sammenholdt med oktober sidste år.
Hos De Danske Bilimportører får politikernes forhandlinger om fremtidens bilafgifter skylden for det faldende salg af biler.
– De nyeste salgstal er en klar besked til politikerne om, at danskerne er klar til at gå foran i den grønne omstilling, når der skal købes ny bil. Dog viser tallene også en tilbagegang i salgstallet, hvilket må tilskrives usikkerhed, som følge af de nuværende politiske forhandlinger om nye bilafgifter. Vi håber, at politikerne hurtigst mulig kommer til enighed om en ny grøn bilaftale, der rækker langt ind i fremtiden, siger Mads Rørvig.
Inden for de næste dage kommer der mere konkrete salgstal fra bilimportørerne, så vi også kan se præcis hvilke bilmodeller, der er populære lige nu. Hold øje med iNPUT i den kommende tid. Her kan du se listen over de mest solgte plugin-hybrider og elbiler i september måned.