Det kan godt være at Google Assistant ankom sent til festen, men det er stadig den bedste digitale butler. Efter vores mening jorder den både Alexa og Siri – og det er ikke mindst fordi den både forstår og taler dansk, samtidig med, at den rent faktisk er intelligent (ja, jeg kigger på dig, Siri).
Derfor er det naturligvis med Google Assistant som fællesnævneren, at vi her samler en liste over de bedste intelligente højttalere. Hvad enten den skal være til stuen, til garagen eller til en tur i parken, så er der en højttaler, der kan opfylde dit behov…
Bedste all-round model: Sonos One Sonos One er først og fremmest en fremragende lille højttaler, så er musikken vigtig, er den det oplagte valg. Assistenter: Google Assistant, Alexa | Wi-fi: Ja | Bluetooth: nej | Tilslutninger: ethernet | Batteri: ingen | Dimensioner : 161 x 117 x 120 mm | Vægt: 1,85 kilo | Pris: 1.699 kr.
Sonos One er helt uden sammenligning den bedste intelligente højttaler på hylderne lige nu. Højttaleren er lavet med udgangspunkt i musikken og Google Assistant er i virkeligheden sekundær, så One er det oplagte valg hvis du sætter pris på lydkvalitet samtidig med at du vil have adgang til stemmestyring. Ud over Google Assistant kan One håndtere Alexa og Siri (dog kun via AirPlay). Og så er One naturligvis en byggesten i et komplet Sonos-multirumssetup, med adgang til Spotify, Tidal og et væld af andre tjenester. Du kan læse hele anmeldelsen af Sonos One lige her.
Fordele: Virker med både Google Assistant, Alexa og Siri. Virkelig god lyd. Virker med Sonos-multirum.Ulemper: Ingen hi-res audio (endnu)
Bedste transportable: JBL Link Portable Til prisen er JBL Link Portable et rent fund, der er spækket med funktionalitet. Assistenter: Google Assistant | Wi-fi: Ja | Bluetooth: ja | Tilslutninger: USB-C (opladning) | Batteri: op til 8 timer | Dimensioner : 88 x 170 mm | Vægt: 739 gram | Pris: 1.299 kr.
JBL Link Portable er en lille positiv overraskelse. Trods en liden størrelse – og sin forholdsvis lave pris – er den spækket med funktionalitet, eksempelvis både wi-fi (til derhjemme) og Bluetooth (på aften). Google Assistant er fuldt integreret og højttaleren klarer op til 8 timers musik på en opladning. Den leveres med en ladestander til hjemmet, men kan også oplades via USB-C. Den har ikke samme fulde lyd som de bedste højttalere på listen, men den er absolut ikke dårlig – pris og størrelse taget i betragtning. Læs hele vores anmeldelse af JBL Link Portable her.
Fordele: Smækfyldt med funktioner. Vandtæt. God lyd til prisen. Transportabel.Ulemper: Ikke samme store lyd som de bedste på listen.
Bedste ude & hjemme cross-over: Sonos Move Her er højttaleren til dig, der vil have god kvalitet både derhjemme i stuen og på farten. Assistenter: Google Assistant, Alexa, Siri | Wi-fi: Ja | Bluetooth: ja | Tilslutninger: USB-C (opladning) | Batteri: op til 10 timer | Dimensioner : 240 x 160 x 126 mm | Vægt: 3 kilo | Pris: 2.999 kr.
Sonos Move er en “ultra-udgave” af JBL Link Portable og kombinerer i virkeligheden det bedste fra Sonos One og JBL Link Portable i en enhed. Den er fremragende som stue/værelse-højttaler (og hopper gnidningsfrit på Sonos multirum), men kan også tages med ud på terrassen eller i parken, takket være det indbyggede batteri og Bluetooth-forbindelsen. Den gode lyd gør, at Move snildt kan bruges som helt traditionel højttaler i vinterperioden – men den er klar til en udflugt, når vejret bliver bedre. Det bedste af to verdener. Læs hele vores anmeldelse af Sonos Move her.
Fordele: Fremragende højttaler både derhjemme og på farten. Vandtæt.Ulemper: Vel tung af en bærbar at være. I den dyre ende ….
Bedst til hifi-entusiasten: Bang & Olufsen Beosound Balance Kan du håndtere designet – og prisen – får du ganske enkelt ikke en bedre intelligent højttaler. Dine ører vil takke dig. Assistenter: Google Assistant | Wi-fi: Ja | Bluetooth: ja | Tilslutninger: line-in, 2 x ethernet, USB-C | Batteri: ingen | Dimensioner : 380 x 200 mm | Vægt: 7,2 kilo | Pris: 15.000 kr.
Her er et design, der deler vandene. Enten elsker man det eller også … ja. Lydkvaliteten, derimod, er fuldstændig indiskutabel, for Bang & Olufsen ved præcis hvad de laver – og det er Balance et rigtig godt bevis på. Højttaleren lyder simpelthen forrygende – og de effektive indbyggede mikrofoner sørger for, at Google Assistant reagerer prompte, når du hilser på den. Læs hele vores anmeldelse af B&O Beosound Balance her.
Fordele: Fremragende lydkvalitet, intet mindre. Ulemper: Design, der deler vandene. Prisen.
Bedste billige: Google Nest Mini Skal du have hurtig adgang til stemmestyring og er du ligeglad med lydkvaliteten, er Nest Mini et godt bud. Assistenter: Google Assistant | Wi-fi: Ja | Bluetooth: ja | Tilslutninger: ingen | Batteri: ingen | Dimensioner : 42 x 98 x 99 mm | Vægt: 173 gram | Pris: 449 kr.
Helt modsat Sonos One, der er en højttaler med Google Assistant, er Google Nest Mini en mikrofon der er udstyret med højttaler. Lydkvaliteten har ikke været en topprioritet for Googles ingeniører. Det har til gengæld muligheden for at kyle den (relativt) billige Nest Mini ind overalt, hvor man gerne til have Google Assistant til at lytte. Læs hele anmeldelsen af Google Nest Mini her.
Fordele: Billig. Hurtig opsætning og igang med Google Assistant. Ulemper: Elendig lyd til musik.