StreamingTophistorie

De gamle medier har tabt kampen

2022 blev et helt særligt år i dansk mediehistorie. Her brugte danskerne nemlig længere tid på streaming, podcast og sociale medier end på traditionel tv, radio og aviser.

Selv om hver dansker – ligesom de foregående år – bruger godt syv timer på medier dagligt, kommer 2022 alligevel til at skrive sig ind i dansk mediehistorie som et helt særligt år. For første gang brugte vi danskere nemlig mere tid på de nye medier såsom streaming, podcast og sociale medier, end på de gamle medier som flow-tv, radio og trykte aviser og blade.

Det konkluderer medieforskerne Janne Bjørsted-Tandrup, Henrik Gregor Knudsen og Dennis Christensen i den status, de har lavet i rapporten ’Medieudviklingen 2022’. Det er DR Medieforsknings årlige rapport om udviklingen i danskernes brug af elektroniske medier, som udkommer i dag, torsdag.

 

Forbruget af levende billeder tegner sig for godt halvdelen af danskernes tidsforbrug på medier hver dag, men streaming er nu større end traditionelt tv.

“Den traditionelle tv-sening faldt med yderligere 10 minutter pr. dansker i 2022. Dermed er der barberet halvanden time af det daglige tv-forbrug de seneste 10 år. Mens det traditionelle tv-forbrug fortsat falder, har vi med en ny Nielsen-tv- og streamingmåling i 2022 fået et bedre indblik i danskernes streamingforbrug. Og hvor danskerne i snit bruger 103 minutter dagligt på traditionelt tv, er forbruget af streaming nu oppe på 112 minutter,” noterer medieforskerne i deres statusartikel.

 

nye medier
(Kilde: Medieudviklingen 2022).

Radioen holder ud

En af de større ændringer i medieforbruget i 2022 har været, at radioforbruget er dalet forholdsvis meget. Godt nok har forbruget af radio været støt faldende siden 1990’erne – typisk med et par minutter om dagen, men sidste år dalede hver danskers radiolytning med 10 minutter om dagen. Fra 102 minutter til 92.

Det er dog ikke sådan, at folk totalt skrotter at høre radio. Andelen af danskere, som hører radio i løbet af en uge, ligger ret stabilt på 89 procent, og dermed er radioen en af de medietyper i Danmark, der når bredest ud. DR’s P4 er fortsat et af landets absolut største medietilbud, hvor 2,9 millioner lytter med hver uge.

nye medier
(Kilde: Medieudviklingen 2022).

– I gennemsnit lytter en dansker 40 minutter til P4 hver dag. Det er næsten fire gange mere tid end gennemsnitsdanskeren bruger på Netflix dagligt – bare for at sætte tallet i perspektiv, noterer DR’s medieforskere i rapporten.

 

Folk forlader Facebook og Twitter

Facebook, Messenger, Instagram, Youtube og Snapchat er de sociale medier, der i nævnte rækkefølge er dem, som den danske befolkning som helhed bruger mest i løbet af en dag.’

“Sociale medier er en stabil del af vores medieforbrug, og overordnet set ser vi intet fald i den daglige dækning hos befolkningen over 15 år. Dog lige undtagelse af Facebook og Twitter, der er gået en lille smule tilbage og nu bruges af henholdsvis 65 og 8 procent hver dag. Derimod er nyere sociale medier som Snapchat og TikTok voksende. Især de unges brug af TikTok er bemærkelsesværdig, og med sin daglige dækning på 47 procent blandt de 15-24 procent udfordrer TikTok på nogle punkter YouTube, som ellers står vildt stærkt i målgruppen,” konkluderer medieforskerne i ’Medieudviklingen 2022’.

 

Hele rapporten om Medieudviklingen 2022 kan hentes som PDF.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.