Hamborg, Tyskland. Under præsentation af konceptbilen ID. 2all, der munder ud i ID.2, afslørede Volkswagen også planer om en endnu mindre og billigere model. Den skal have en pris på under 20.000 euro (150.000 kroner) og bliver sandsynligvis døbt ID.1.
Den skal være lillebror/søster til dagens hovedperson, ID. 2all.
Faktisk benyttede Vokswagen dagens ‘For The People’-event til at skrue op for de elektriske ambitioner. Produktionsversionen af ID. 2all er bare en af ti nye elektriske modeller, der vil blive lanceret af Volkswagen frem mod 2026.
Alene i år introduceres den nye ID.3, ID. Buzz med lang akselafstand og ID.7 sedan. Herefter følger en kompakt el-SUV i 2026, og på trods af alle udfordringerne arbejder Volkswagen altså også på en elbil til en pris på under 20.000 euro.
”Vi transformerer virksomheden hurtigt og grundlæggende – med det klare mål at gøre Volkswagen til et ægte kærlighedsmærke. ID. 2All viser, hvorhen vi vil tage mærket: tæt på kunden, topteknologier og et fantastisk design. Vi implementerer transformationen i hurtigt tempo for at bringe elektrisk mobilitet til masserne,” siger Thomas Schäfer, administrerende direktør for Volkswagen-personbiler.
Virksomheden har som mål at opnå en elbilsandel på 80 procent i Europa. Volkswagen Personbiler har tidligere baseret sine beregninger på en andel på 70 procent.