Google er efterhånden veletableret som hardwareproducent, og på det seneste har firmaet selv stået for produktionen af Google Pixel telefoner, og nu begynder rygterne at samle sig om den næste telefon – eller nærmere bestemt de to næste telefoner, formentlig kaldet Pixel 2 og Pixel XL 2. Et nyt læk er sluppet ud på nettet, der afslører både en del om udseendet og indmaden.
Ligner noget vi har set før
De seneste lækager fra Google tyder på, at den kommende telefon kommer til at ligne LG’s G6 og Samsungs S8. I første omgang betyder det en stor skærm i formatet 18:9 (Eller 2:1). Derudover skulle skærmen, der ifølge rygtet er produceret af LG, være buet i kanterne ligesom Galaxy S8. Opløsningen er på 2,560 x 1,312 pixel, og skærmens størrelse er 5.6″.
Standard indmad
Indeni ligner telefonen også noget, vi har haft fingrene i før. I første omgang fordi processoren er en Snapdragon 2,4 gHz 835, hvilket efterhånden er ganske standard og har været det siden de første flagskibe blev lanceret i starten af året. Det er den samme der sidder i Samsungs S8. Men Google kan stadig nå at bytte den ud med den lidt hurtigere model, 836.
Derudover leverer Google Pixel 2 et ret klassisk setup; 4GB hukommelse, 128GB lagerplads og 12 megapixel kamera på bagsiden og 7 på forsiden.
Android 8
Selv om de lækkede specifikationer viser Android 7.1.1 skal vi nok forvente, at den vil være udstyret med den nyeste udgave af Android, version 8, når den dukker op engang i begyndelsen af efteråret – lige i tide til at tage kampen op med iPhone 8 og Samsung Note 8.