Antallet af nyheder i årets aftapning af iPad Pro var til at overse – læs vores anmeldelse her – her men der er lagt i kakkelovnen til store forandringer næste år. Ifølge den forholdsvis troværdige rygtesmed L0vetodream får Pro’en nemlig både 5G-forbindelse, A14X-processor og et Mini-LED-display.
Rygtesmeden hævder, at der kommer to nye iPad Pro modeller og at de begge vil være udrustet med Qualcomms Snapdragon X55-modem, der understøtter 5G. Det er samme modem, som forventes at blive brugt i de kommende iPhone 12-modeller.
L0vetodream mener også at vide, at de nye iPad Pro’er først kommer på markedet i starten af 2021. En anden troværdig rygtesmed, Apple-analytikeren Ming-Chi Kuo, har tidligere sagt, at den største af modellerne – 12,9 tommer – allerede kommer på markedet sent i år. Både med hensyn til Mini-LED og 5G er de to enige.
L0vetodream er en anonym Twitter-konto og ingen ved, hvem der står bag den, men den har tidligere lækket rygter, der viste sig at holde vand; blandt andet ramte den plet omkring iPhone SE. Ifølge websitet AppleTrack har kontoen en nøjagtighed på 90,5 procent med sine forudsigelser.