Den enes affald er en andens … elektriske bil. Studerende fra universitetet i Eindhoven, Holland, har netop præsenteret Luca; en sød lille elbil, der for en stor dels vedkommende er bygget af gammel plastik.
Holdet på 22 studerende præsenterede første gang Luca-projektet i december sidste år, men er nu blevet færdige med konstruktionen, der består af en lang række genbrugsmaterialer. Den officielle lancering foregik torsdag og kunne følges via et live-webcast (se videoen nedenfor).
Det udvendige af bilen er bygget af hørfibre, kombineret med forskellige plastmaterialer, herunder affaldsplast, der er fisket op af havet og gamle flasker. Et ‘sandwichpanel’ af disse materialer blev brugt til chassiset. Den gule finish er ikke maling, men i stedet en belægning, der også er lavet af genbrugsmaterialer. Det samme gælder glasset, der får en naturlig mørk farvetone.
Foto: Bart van Overbeeke Hop ind i kabinen, hvor sæderne er fremstillet af kokosnøddeskaller og hestehår, pakket ind i genbrugt PET-plast.
Hele bilen vejer bare 360 kilo uden batteripakke – og batteriet øger den samlede vægt med 60 kilo. Det giver bilen en rækkevidde på omkring 220 kilometer mellem opladninger. Den har to elektriske motorer og en topfart på 90 kilometer i timen, så selv om den måske nok ligner en sportsvogn, så er den det langtfra.
– Med denne bil ønsker vi at vise, at affald er et værdifuldt materiale, selv i komplekse konstruktioner som en bil, fortæller Matthijs van Wijk, der er en af teammedlemmerne.
Den næste udfordring bliver at få bilen til at opfylde kravene til sikkerhed og pålidelighed over tid. De studerene sigter mod at få Luca godkendt til kørsel på offentlige veje. Forhåbentlig kan projektet også vise bilproducenterne, at det kan lade sig gøre at tænke genbrug ind i fremtidige køretøjer …