Onsdag lancerede Apple sin nye iPhone SE 2020 med en prislap på 3.699 kroner. Det gør telefonen til den billigste, Apple nogen sinde har sendt på markedet, kun matchet af den originale iPhone, der ikke engang var i handelen herhjemme.
Prisen står i skærende kontrast til topmodellerne, der koster mere end det dobbelte – og for at kunne lave en telefon til den pris, har Apple naturligvis måttet skære et par hjørner. Websitet Cult of Mac har været igennem telefonens indre og kommer med en god forklaring på, hvordan det er lykkes Apple at mase prisen ned, hvor den er.
I virkeligheden er den nye, billlige iPhone et rent Frankensteins monster, der er samlet af komponenter, der har været benyttet i tidligere modeller.
Skærm fra 2014
Selv om iPhone SE ligner en iPhone 8, er selve skærmen nærmest identisk med den, som apple brugte allerede i iPhone 6 fra 2014. Skærmen i SE er en 4,7 tommer sag med en opløsning på 750 x 1.334 pixel. Der er dog sket nogle forbedringer undervejs; eksempelvis er lysstyrken øget fra 500 til 650 nits. Men grundlæggende bruger Apple en skærm, der er billigere end i de øvrige modeller.
Kameraer fra 2016
12-megapixel kameraet i iPhone SE har en blænde på f/1.8, hvilket er samme specifikationer som på kameraet i iPhone 7 fra 2016. Selfiekameraet er også magen til. Ældre kameraer er naturligvis væsentlig billigere end de nye, mere avancerede af slagsen.
Indpakning fra 2017
Set udefra er iPhone SE 2020 fuldstændig identisk med iPhone 8 fra 2017; de har samme dimensioner og vægt. Det er rasende dyrt at udvikle nyt design – det er også en af årsagerne til at det ikke sker hvert år – og Apple sparer penge ved at tage et velkendt og allerede brugt design med fra hylden. Et design, som også producenterne allerede kender.
Processor fra 2019
Processoren i iPhone SE 2020 er til gengæld ny-ish. Det er Apple A13 Bionic-chippen, der også bruges i iPhone 11 Pro, så selv om SE er en “budget-telefon” så har den altså stort set samme muskler som topmodellerne.
Det er bestemt ikke dumt af Apple, der nu kan beholde SE på hylden i adskillige år uden at den behøver at blive opdateret. Desuden sørger de mange muskler for at telefonen virker fint med Apples tjenester – Apple TV og Arcade – så der er basis for abonnementsindtjening her.
Skal du have den nye iPhone SE 2020? Hvad synes du om den? Del din mening i kommentarfeltet nedenfor …