Så er det her, det digitale kørekort. Digitaliseringsstyrelsen oplyser i en pressemeddelelse, at kørekort-app’en kan hentes ned på mobiltelefonen. App’en er tilgængelig på både iPhone og Android-telefoner.
– Det er godt at kunne have kørekortet lige ved hånden, og det har de fleste mennesker i forvejen med mobiltelefonen. Men det er ikke sådan, at vi tvinger folk til at have et digitalt kørekort. Det er et tilbud. Men et tilbud, der nok vil gøre det lidt lettere både for borgerne, men også politiet, når man skal kontrollere kørekortet, siger Transportminister Benny Engelbrecht.
Det digitale kørekort erstatter fuldstændigt plastik-dittoen – det er ikke nødvendigt at tage det fysiske kort med sig, hvis man har kørekortet på mobiltelefonen. Kortet kan også tilgås i app’en, selv om der ikke er internetforbindelse eller mobildækning.
Undtagelsen er, hvis man kører uden for landets grænser, for det digitale kørekort virker kun herhjemme. Man skal fortsat have det fysiske kort med sig, hvis man kører over grænsen. Benny Engelbrecht håber dog, at det på sigt kan blive anerkendt i hele EU.
Kørekortet er det første officielle id-bevis i Danmark, der bliver digitalt. I løbet af næste år bliver også det gule sundhedsbevis digitalt.
Skærmbilleder fra Kørekort app’en (klik for større). Sådan gør du … For at få det digitale kørekort skal kan hente app’en Kørekort ned på sin iPhone eller Android-telefon og logge ind med NemID. Herefter skal kørekortet aktiveres ved at scanne sit pas med mobilen og hente den billedfil, der er i passet. Billedet bliver udelukkende lagret på den aktuelle telefon og alle data er krypterede.
Kørekort-app’en kan hentes her til iPhone og til Android -telefoner.