Som det første officielle id-kort i Danmark er kørekortet blevet digitalt – det kan hentes til både iPhone og Android. Og det tyder på at det digitale kørekort skaber begejstring: Det blev tilgængelig til iPhone lige inden midnat mandag aften og allerede nu er app’en den mest populære i App Store.
Kørekort-app’en kom først senere til Android-telefoner og den optræder i skrivende stund endnu ikke på hitlisten i Google Play – men det må være et spørgsmål om tid, inden listerne opdateres.
Faktisk er kortet så populært, at der tirsdag formiddag var problemer med at oprette det på telefonen. Det skyldes at serverne simpelthen er blevet overbelastede. Brugere, der forsøgte at aktivere kortet, fik besked om at de skulle prøve senere.
Den nye kørekort-app er ikke en afløser for det fysiske kørekort, men er et frivilligt tilbud til dem, der gerne vil bruge en digital løsning. Man skal også beholde sit fysiske kørekort, når man har downloadet app’en. Skal man køre bil uden for Danmarks grænser, skal man fortsat medbringe det fysiske kørekort.
Sådan henter du kørekort-appen Hent appen der, hvor du normalt henter apps til din telefon – søg efter Kørekort. Hvis du bruger iPhone, kan du hente appen i App Store . Har du en Android-telefon, kan du finde appen i Google Play . Når du har hentet appen, åbner du den på din telefon. Derefter skal du logge ind med dit NemID. Du kan både bruge NemID-nøgleappen eller NemID-nøglekortet. Når du er logget ind med NemID, bliver du bedt om at aktivere dit digitale kørekort. Det gør du ved at scanne dit pas med din telefon. Derefter er du klar til at tage bruge appen.
Man skal dog være opmærksom på, at det kræver en nyere telefon med NFC for at få lov til at installere kortet. For iPhone drejer det sig om, at det mindst skal være en iPhone 7. Flere Android-telefoner af ældre dato har NFC – app’en kræver dog Android 8 eller nyere på telefonen.
Man skal også være opmærksom på, at det digitale kørtekort kun kan installeres på en enkelt telefon.
Kørekortet er helt i top i dag. Kørekortet er i øvrigt bare det første officielle kort, der digitaliseres. Der arbejdes allerede på en binær udgave af det gule sundhedsbevis . Efter planen skal det gøres tilgængeligt til mobiltelefoner i løbet af 2021.
Fakta om det digitale kørekort Kørekortet bliver det første ID-bevis i Danmark, der bliver digitalt. I løbet af 2021 lanceres også det gule sundhedskort i en digital udgave. Ved fremvisning af kørekort-appen til politiet, vil politiet scanne den indbyggede QR-kode for at bekræfte gyldigheden. QR-koden er dynamisk, hvilket både højner sikkerheden og giver mulighed for, at politiet kan se fotoet i egen app – uden at man er nødt til at give sin telefon til betjenten.