Det startede egentlig meget godt. Kunne det ikke være sjovt at bedømme alle de mange film i Marvel-universet samlet. Men så voksede opgaven. Skulle det kun være de seneste års film, der hænger sammen i det officielle Marvel Cinematic Universe (MCU). Hvad med serierne, der teknisk set også er den del af MCU? Eller filmene fra Fox og Sony, der ikke er, men er baseret på tegneserier der alle i høj grad foregår i samme univers – f.eks er Spider-Man og Iron Man hovedpersonerne i Civil War-tegneserierne, hvilket gjorde det magtpåliggende fra folkene bag MCU at låne Spider-Man, som Sony har rettighederne til.
Er I egentlig klar over, hvor mange Marvel-film, der er?
Til sidst sagde vi bare ”Ahr, fuck det!” og tog dem alle sammen. De eneste film og serier, vi har udeladt, er dem, der godt nok er baseret på tegneserier udgivet af Marvel, men som på ingen måde overlapper med det generelle superhelteunivers. Og selv der er der grænsetilfælde – Blade er f.eks. en Marvelkarakter, der på papir flere gange har optrådt sammen med helte som Spider-Man. Men hvis man ikke lige ved det, så fremgår det på ingen måde af filmene.
Tilbage er kun at sige: Nyd denne liste, der blev meget lang. Giv endelig lyd, hvis du er uenig, vil kalde forfatteren idiot eller bare dele din helt egen liste.
De sande superhelte der altid er en tur i biografen værd Captain America Civil War [Viaplay]
En forbløffende velskrevet actionfilm, der formår at have en hel masse karakterer, uden at halse gennem deres motivation. Konflikten mellem heltene giver mening, man forstår hvorfor den enkelte vælger side og filmen formår at gå en meget selvsikker balancegang mellem alvor og sjov, og glemmer aldrig, at det også er en sjov sommersuperheltefilm. Også hidtil bedste Spider-Man på film.
Guardians of the Galaxy
Nok den mest underholdende space opera siden den originale Star wars fyldt med et virkelig unikt og underholdende persongalleri. Introduktionen til karaktererne er velskrevet, og man forstår deres venskab og vejen frem til den tilfredsstillende slutning er spækket med sjove optrin, skarp dialog og flotte kampe.
Guardians of the Galaxy Vol. 2
Tager skridtet fuldt ud og er I endnu højere grad en komedie en første film. Men fokus er på medlemmerne af Guardians og deres indbyrdes forhold. Karaktererne er tegnet endnu strammere op og specielt eks-wrestleren Dave Bautista som Drax leverer fænomenal comedy. Eneste (mikroskopiske) anke er den lidt tynde ”red universet igen-igen”-historie, og at det er umuligt at opnå samme følelse af friskt take på en genre, som vol. 1 bød ind med.
Spider-Man: Homecoming
At Sony gav Marvel selv lov til at lave den tredje reboot af serien, er deres bedste beslutning nogensinde. Den fortsætter perfekt hvor Civil War sluttede og introducerer os til Tom Hollands Peter Park, uden at starte forfra på hele “bidt af en radioaktiv edderkop”-halløjet. Tom Holland er den hidtil bedste Spider-Man og filmen fanger ideen og humoren i en teenage-superhelt, der stadig går i high school perfekt. Tilligemed er Michael Keaton en af filmhistoriens bedste superskurke med et menneskeligt isløt og en fuld forståelig motivation. Man savner lidt “With great powers …”-eftertænksomheden og der er måske for meget Tony Stark. Men det er små fodfejl i en stærk film.
De vilde sidekicks, der også holder til et gensyn Avengers
Den første Avengers-film viser, at det godt kan lade sig gøre at lave en film fuld af helte uden at tabe nogen af dem på gulvet. Alle får vigtige scener og plads til at vokse. Truslen er tilpas episk til at kræve alle heltenes indsats og den arrogante Loki er en af filmhistoriens bedre skurke.
Deadpool [C More]
På trods a en lidt sløv midte, så scorer Deadpool så højt, fordi den har nosserne til at være helt anderledes og helt sin egen. Tager på samtidig groft pis på superhelteklicheerne, samtidig med at den selv bruger løs af dem uden blusel. Mest af alt er den bare befriende sjov. Og blodig.
Iron Man
Filmen der startede den nye bølge af Marvel-film. Instruktøren måtte sætte sin egen løn på højkant for at få lov til at bruge Robert Downey Jr. Og nu er det svært at forestille sig Marvel uden Tony Starks selvglade humor. RDJ formår at give hovedpersonen dybde, og manuskriptet gør en simpel historie spændende.
Captain America: The Winter Soldier [Netflix]
Meget har ændret sig, siden Captain America blev frosset ned, og det fædreland han kæmper for er ikke altid nemt at stå inde for. Da det viser sig at S.H.I.E.L.D. er blevet kuppet af Hydra, bliver det ikke nemmere. Forbavsende skarpe politiske observationer for en gang eskapistisk superhelteunderholdning.
Logan
Super og atypisk brutal film om den mest populære X-Men som gammel. Inspireret af Deadpools R-rating tager den ofte dystre mennesker vs. mutanter-idé, der har dannet baggrund for de fleste af X-Men-filmene til sin yderste konsekvens. Og den tager også ideen om en mand med uforgængelige barberbladsskarpe kløer til sin yderste og meget blodige konsekvens.
Se dem endelig, når de kommer på streaming
Avengers Age of Ultron [Viaplay]
Den anden Avengers-film står ikke så skarpt som den første og på trods af en fin skuespiller, så er skurken ikke nær så interessant. Desværre også endnu et eksempel på, at heltene bekæmper deres egne frembringelser, og at alt kunne have været undgået, hvis Tony Stark bare tænkte før han handlede.
Spider-Man [Amazon Prime Video]
Sam Raimis Spider-Man introducerer Peter Parker lige efter bogen og giver vægt til de traumer, der får gymnasieknægten til at vælge heltens vej. Tobey Maguire er rigtig god som den nørdede helt og bifigurer som J. Jonah Jameson er helt perfekte. Skurken er mindre spændende og når dragten er på, så rammer Maguire måske ikke lige Spider-mans vid.
Spider-Man 2 [Amazon Prime Video]
Bedre end sin forgænger på nogle punkter, nu hvor vi kender karakteren, og vi bare kan kaste os ud i det. Endnu engang har vi en skurk, der starter med gode intentioner, men bliver draget af mørket på grund af en personlig tragedie. Og vi har en endnu mere heroisk underholdende hovedperson.
Ant-Man [Viaplay]
En af Marvels mindre helte på flere måder, men Paul Rudd formår også at gøre Tony Lang til en af de mere charmerende. En befriende anderledes idé med at kombinere superheltegenren med en kupfilm bliver desværre forladt hurtigt igen. Men en sjov film i den lettere ende af Marvel-universet.
Iron Man 3
Manden bag Dødbringende Våben og The Last Boy Scout viser, at han også kan tilføre Iron Man nye ideer. Filmen indeholder et twist, som visse tegneseriefans hadede, men som andre (deriblandt denne anmelder) fandt genialt. En lidt tam slutning oven på en ellers spektakulær opbygning.
Dr. Strange
Underholdende men tynd historie om den arrogante mesterkirurg, der tager til fjernøsten og lærer magi for at hytte sit eget skind, men ender med at redde verden. Visuelt i topklasse og Cumberbatch som Strange er både charmerende og sjov, men Mads Mikkelsens skurk er humørforladt og uoriginal, så historien overrasker ikke selvom den syrede scenografi til tider gør.
X-Men
Den første X-Men-film er spækket med karakterer, men formår alligevel at give de vigtigste af dem plads. Den første store superheltefilm, der viste, at film med mange helte godt kan virke og dermed banede vejen for Avengers m.m.
X2
Bryan Singers anden X-Men film er om muligt endnu mere skarp og viser, at 2’eren ikke behøver være en svag kopi. De etablerede skurke og helte får mere plads, og flere bliver introduceret, bl.a. denne anmelders favorit: Nightcrawler. En effektiv efterfølger.
X-Men: First Class
Den første nye X-men-film efter den forfærdelige 3’er, der gemmer sig længere nede på listen viser os, hvordan Magneto og Xavier fik deres kræfter, mødte hinanden og gik fra venner til fjender. Fungerer godt med nye skuespillere i rollerne og med 60’er-tidsperioden.
X-Men Days of Future Past [Viaplay]
Den hidtil bedste i serien går helt amok i tidsrejser og introducerer os for endnu flere mutanter. Vi ser Xavier og Magneto som allierede i en fremtid, hvor dræberrobotter udsletter alle mutanter og som modstandere i 70’erne.
X-Men: Apocalypse [C More]
Fed 80’er-musik og en af de bedste tidsstopscener på film redder ikke en noget sløj historie og en klassisk ”Jeg vil smadre hele verden bare fordi”-skurk, der aldrig opnår særlig meget personlighed. Men holdet er stadig godt og der er en række gode actionscener undervejs, så der findes værre måder at tilbringe et par timer på.
Kan da ses, men helst med tømmermænd Captain America: The First Avenger
Introduktionen af denne ikoniske helt har gode takter og introducerer også Howard Stark og den dejlige Agent Carter. Men det er også en film, der forspilder Hugo Weaving som klichefyldt skurk, og som prøver at flette en lille munter krigsfilm ind midt i det hele. Resultatet er ok men ikke mindeværdigt.
Thor
Karakteren Thor er ok. Specielt i samspil med de mindre firkantede og gammeldags elementer fra The Avengers, men her foregår en del af handlingen i Asgard og tager sig selv alt for seriøst. Filmen er pompøs uden at være vedkommende og Loki er eneste formildende træk.
Iron Man 2
Den svære 2’er, hvor skurken er en sær piskesvingende russer, hvis beef med Tony Stark aldrig rigtigt bliver forklaret, og intet giver rigtig god mening. Her er for meget af det, vi allerede har set, og endnu en film, hvor Iron Man skal slås mod egne opfindelser.
The Hulk [HBO Nordic/Amazon Prime Video]
Det var modigt at lade en instruktør som Ang Lee lege med helte, men desværre ikke nogen garanti for spænding i en superheltefilm med alt for lidt superhelteaction. God skildring af konflikten mellem Banner og Hulk, men det er ikke nok. Og der er ingen tilgivelse for Hulk-hundene.
The Incredible Hulk [Amazon Prime Video]
En fortsættelse med en ny skuespiller i rollen. Igen går der alt for lang tid, inden vi for alvor ser Hulk i aktion, og når vi gør, står det måske lidt klart, at Hulks smadre alt-mentalitet ikke er verdens mest spændende strategi – Hulk er bare bedst som bifigur. Og Mark Ruffalo er bedst i rollen.
X-Men: The Last Stand
Tredje og sidste film i serien, inden historien blev flyttet til tiden omkring X-mens tidlige begyndelse. Bryan Singer er udskiftet med Brett Ratner, der heller ikke her beviser andet, end at han kan levere flotte men kalorielette actionbrag. Og så meget brager actionen heller ikke her.
Kun for masochister og anmeldere, der insisterer på at fuldføre Daredevil
Ben Affleck er muligvis en god Batman, men Daredevil blev han aldrig rigtig. Og ligeledes virker Jennifer Garner ikke som den tilpas hårde og mystiske Elektra. Skurken Bullseye er meget sjov og Michael Clarke Duncan er en imposant Kingpin. Men historien holder ikke og skuespillet halter.
Spider-Man 3 [Amazon Prime Video/Viaplay]
Den tredjer Spider-Man lider under for mange skurke og for meget plot-syndromet. Det allervigtigste element både i forhold til Parkers Bizarre adfærdsændringer og den sidste store skurk sker ved et rent kosmisk tilfælde. Filmen vil for meget og bliver rodet i stedet.
Amazing Spider-Man
Et unødvendigt reboot, der fjerner flere af de klassiske elementer, der bare hører til Spider-Man. Andrew Garfield er en god og måske endda mere livlig Spider-Man end Maguire, men hans nørdede Parker er til gengæld lige en kende for selvsikker. Skurkens plan er fjollet og slutningen utilfredsstillende.
Amazing Spider-Man 2
Her har vi et postuleret venskab, der bliver til et fjendskab af virkelige smålige grunde. En ny skurk, der bare lynhurtigt ser sig sur på Spider-Man og en New York, hvor tilskuere står bag rækværk og ubekymret ser til, mens superskurke skyder med skarpt efter Spider-Man. En dum film, hvor alle gør dumme ting.
Thor: the Dark World
Mere af den superalvorlige Thor, der skal redde verden – denne gang fra onde elvere – som kun bliver løftet lidt op af Tom Hiddlestons Loki.
Fantastic Four (2005) [Netflix]
Kulørt lavbudgetudgave af teamet befolket af skuespillere, der ikke kan spille. Jessica Alba er særligt håbløs. Slipper for bundkarakter, fordi den trods alt ikke tager sig selv seriøst og har et strejf af humor undervejs. Chris Evans (Captain America) er her en pengegrisk Human Torch, der finder på alles superheltenavne.
Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer [Netflix]
Fortsættelsen, hvor fjenden er en levende sølvklædt Oscarstatuette på et surfbræt, gør det ikke meget bedre, og Jessica Alba har stadig forsømt skuespilslektionerne.
The Punisher (2004) [Netflix]
I tegneserien jager The Punisher forbrydere, men her har de en dårlig vane med at opsøge ham I hans elendige skjulested. Filmen kan ikke bestemme sig til, om den vil være dyster eller letbenet underholdning. Det sidste burde være svært i en film, der starter med at henrette børn. Travolta er en ok gangsterboss.
X-Men Origins: Wolverine
Her får vi den mest populære X-mans forhistorie og en hel bunke andre mutanter. Historien er ikke særlig god og mest interessant er, at vi møder Ryan Reynolds Deadpool i en tidlig og fuldkommen misforstået udgave.
The Wolverine
Beundringsværdigt med en superheltefilm, hvor det for en gang skyld ikke er verden, der står på spil. Men man skal være svært glad for ninjaer, for virkelig at nyde den. Wolverine mister også sine kræfter, hvilket giver en superheltefri superheltefilm.
Bør end ikke anbefales til din værste fjende Fantastic four (2015) [C More]
Et dystert reboot, der er utrolig lang tid om rent faktisk at give heltene deres kræfter. Har anslag til humor i starten og slutningen, men er dyster og selvhøjtidelig resten af tiden. En af Marvels mest begavede skurke er her reduceret til en morderisk superpsykopat, der såmænd bare vil udslette jorden. Bare fordi.
Elektra
Endnu en film, der kræver at man er virkelig glad for ninjaer. Og Elektra uden Daredevil. Garner rammer slet ikke den rette grad af alvorlig dødelighed, som lejemorderrollen kræver, og i sit latterlige kostume ligner hun mest en rar prostitueret, der bare er god til at tæve ninjaer.
The Punisher (1989)
Dolph Lundgren er ikke skuespiller og hans Punisher er ikke engang udstyret med det ikoniske dødningehovedmotiv. Kunne have været en hvilken som helst anden selvtægts-B-film.
Punisher : War Zone
Useriøs og fjollet samtidig med at den er enormt voldelig og udpenslet blodig. Endnu en film, der viser, at det kræver meget, at gøre Punisher til andet end en éndimensionel selvtægtsmand. Her lykkedes det ikke.
TV-serierne Daredevil [Netflix]
Lagde stærkt ud med en stram historie og nogle veltegnede karakterer. Både hovedroller og bifigurer gjorde det godt, og det dystre billede af New Yorks Hell’s Kitchen demonstrerede, at her var tale om superhelte for voksne. Teknisk en del af MCU, men her er NY truet af menneskehandlere, narkotika og mord snarere end invasion fra rummet. Sæson 2 er en noget mere rodet bunke, hvor der bliver introduceret endnu flere figurer – bl.a. en Punisher, der giver håb om, at man godt kan bruge figuren fornuftigt – og her bliver startet en masse tråde, som ikke bliver afsluttet.
Sæson 1 – 4,5/5
Jessica Jones [Netflix]
I denne fortælling om fri vilje, kontrol og ikke mindst mental og fysisk voldtægt, er der slet ingen tvivl om, at Netflixs Marvel-helte kun er for voksne. Kilgrave er en skurk, der har kræfterne til at gå efter verdensherredømmet, men psykopatisk stiller sig tilfreds med at kontrollere og nedbryde enkeltpersoner. Jessica Jones er lige så meget et psykologisk drama som det er en superhelteserie og særligt Krysten Ritter (JJ) og David Tennant (Kilgrave) spiller fortrinligt. Et par sløve afsnit henimod slutningen og enkelte ikke så stærke sideplots men ellers nær perfekt tv.
Sæson 1 – 5/5
Luke Cage [Netflix]
Starter formidabelt og byder på noget nær den bedste cinematografi og musik, der endnu er set I en tv-serie. Stemningen er intens og skildringen af seriens version af Harlem er noget ganske særligt. Stort set alle skuespillerne er sorte og giver deres respektive karakterer masser af liv og kant – særligt den senere Oscarvinder Mahershala Ali er bedre end man forventer i en superhelteserie. Desværre så taber serien virkelig pusten lige omkring midten og bliver aldrig rigtig god igen.
Sæson 1 – 3/5
The Defenders [Netflix]
For meget Iron Fist med alt hvad det indebærer af ninjaer i jakkesæt og skurke i bestyrelseslokaler og for lidt Jessica Jones. Alle heltene og alle bifigurene samlet i én serie burde være episk, men bortset fra en enkelt kampscene er det bare so-so. Serien tager den virkelig med ro på trods af, at der kun er otte afsnit at gøre godt med, og historien bliver aldrig rigtig interessant eller overraskende – og så er ninjatruslen fra The Hand alt for meget tell og stort set ingen show. Men Jessica Jones er stadig god.
Sæson 1 – 2/5
Iron Fist [Netflix]
Netflix’ første regulære Marvelflop. Helten Iron Fist er en privilegeret tudeprins af en rigmandssøn og hans superstyrke er decideret fjollet. Oven på Daredevils spetakulært koreograferede kampe, så er det hemsides al forstand, at en serie, der handler om en Kung fu-mester har så sløve, flade og langsommelige kampscener. Serien har også raceproblemer med fortællingen om den hvide mand, der fortæller alle asiaterne ting som hvordan man bedst dyrker asiatisk kampsport, asiatisk filosofi eller driver en dojo. Men værst af alt er den kedelige historier og alle scenerne, hvor folk i jakkesæt taler om forretningsstrategi.
Sæson 1 – 1/5
Agents of S.H.I.E.L.D. [Viaplay]
Hvis Netflix-serierne er en 3-retters menu, der dækker alle fødegrupperne, så er Agents of S.H.I.E.L.D. primært hvidt brød og slik. Starter umådelig sløvt, men bliver godt, da serien forholder sig til de ændringer i S.H.I.E.L.D., der kommer som resultat af Winter Soldier. Men fra sæson 2 bliver det hele lidt sløjt igen.
Sæson 1 3,5/5
Agent Carter [Viaplay]
På mange måder lige så meget farverige og tomme kalorier som Agents of S.H.I.E.L.D., men formår at bruge tidsperioden effektivt og komme med nogle ikke helt uvægtige kommentarer om kvinders roller. Bliver også hjulpet af et noget mindre karaktergalleri, der spiller godt sammen. Særligt Hayley Atwell gør det rigtig godt som virkelig kompetent agent, der kæmper effektivt både mod superskurke og kønsroller.
Sæson 1 3/5
Legion
En serie om en mutant, der egentlig tilhører X-Men-universet, men her eksisterer I en verden, der er bragt til live på tv, så vi efterlades bade I tvivl om tid og sted. Faktisk foregår så meget af serien i flashbacks og indre tankespind, at man dårligt ved, hvad der skal forestille at være virkelighed. Superkræfter og superskurke, der måske i virkeligheden er dæmoner, indgår i Legion, og den er baseret på en Marvel-serie. Men ellers er den helt uden for nummer og så unikt fortalt, at alle bør se den, selv hvis de ikke er til Marvel.
Sæson 1 5/5
Uden for nummer
Teknisk set, så er næsten alt Marvel laver et stort samlet univers, men alligevel, så er der serier, der på filmlærredet falder helt uden for, og som vi derfor ikke har taget med på den store liste.
Blade
I bøgerne har vampyrjægeren, der selv er halvt vampyr (og hans største fjende Dracula) skam mødt Spider-Man og mange andre, men i de tre film, kører han helt sit eget show.
Ghost Rider
Den udøde Johnny Blaze er også en del af Marvel-universet, selv om man i de to Nicolas Cage-film ikke mærkede meget til en verden fuld af superhelte – til gengæld optræder en ny version af karakteren i sæson 4 af Marvels Agents of S.H.I.E.L.D..
Howard the Duck
Godt nok gæsteoptræder anden, de kaldte Howard, i Guardians of the Galaxy, men alligevel. Denne sære 80’er-film er ikke god, men den har sine øjeblikke.
Fantastic Four (1994)
En film der kun blev lavet for at filmselskabet kunne beholde rettighederne. Blev lavet på to måneder og aldrig udsendt. Vi har ikke set den, men kun hørt dårligt.
… og HELT uden for nummer
Marvel udgiver også serier, som ikke er en del af det store delte univers. Og en del af dem er også blevet til film:
Big Hero Six
Om rettigheder, magtkampe og konkurrerende filmselskaber Siden Disney købte Marvel og oprettede Marvel Studios til at styre alle filmprojekterne i det såkaldte Marvel Cinematic Universe (MCU), har studiet med chefen Kevin Feige i front haft hidtil uovertruffen succes med superheltefilm. Marvel Studios har også lagt en overordnet plan for nye film og fortsættelser langt ude i fremtiden og hyrer typisk skuespillere med multifilmskontrakter, så de kan holde serierne kørende.
Men der er Marvelhelte, der aldrig møder hinanden på film, selvom de ofte hænger ud sammen på papir. Og der er serier, der kører deres helt eget løb. Det skyldes måden rettighederne til figurerne er fordelt. Før salget til Disney koncentrerede Marvel sig om tegneserier og legetøj og solgte ud af rettighederne til deres figurer og overlod det med at lave film til etablerede filmstudier. Resultaterne var blandede. Disney besluttede sig så for at oprette deres eget uafhængige filmstudie og selv tage kontrol, men nogle af figurerne var bundet op på eksisterende kontrakter og kunne ikke bringes tilbage i folden. Her er en oversigt.
Marvel Studios
Marvel Television
Fox
Sony