Apple har lige lanceret deres nye iPad til professionelt brug – som i sig selv er en ganske imponerende maskine. Men derudover er der også nyt til brugere der har en “ældre” iPad: De vil også kunne bruge mus og tastatur på en ny måde med iPadOS 13.4. Faktisk er der allerede nu understøttelse af brugen af eksterne enheder som mus, trackpad og tastatur – men med iPadOS 13.4 begynder Apple altså helt officielt at promovere det og understøtte det i apps og, måske endnu vigtigere, få udviklerne til at gøre det samme.
Har du en iPad Pro fra 2018 vil du formentlig også kunne bruge det nye tastatur (Vi afventer bekræftelse fra Apple, men intet taler imod), der ikke bare giver understøttelse af trackpad – men også reelt en ekstra USB-C indgang, da tastaturet oplader iPad igennem dets connector, hvilket lader iPad’s egen USB-C være fri til andre ting.
Disse iPads understøtter iOS 13.4:
iPad Air 2 (og senere)
iPad Mini 4 (og senere)
iPad (5. generation) og senere
iPad Pro (Alle generationer)
Apple siger derudover om understøttelse af mus og tastaturer:
Understøttelse af pegefelt vil være tilgængelig på alle iPad-modeller, der kører iPadOS 13.4, og virke med Apples Magic Mouse 2, Magic Trackpad 2 og Magic Keyboard til iPad Pro. Mus fra tredjeparter, som forbindes via Bluetooth eller USB, understøttes også.
Dyre tastaturer
Det nye Magic tastatur til iPad Pro 2020 er desværre lidt en dyr fornøjelse; det koster nemlig 2.599 kr. til 11″ udgaven og hele 2.999 kr. til 13″ udgaven.
iPadOS 13.4 er gratis, og du kan hente den til din iPad d. 24 marts. Du kan læse mere om den nye iPad Pro her.