Features

Din næste bil kan være selvkørende – og ikke engang din!

En undersøgelse fra Columbia University viser, at en flåde af 9.000 Uber biler vil kunne erstatte alle New Yorks taxier. Ventetiden på en Uber bil ville i så tilfælde være 36 sekunder, hvilket må siges at være ekstremt imponerende.

Men hvor de fleste måske vil mene, at det stadig ligger et stykke tid ude i fremtiden, så er Uber faktisk allerede langt med planerne, der på sigt vil gøre tjenesten til en endnu større udfordring end den allerede er for den etablerede taxa-branche.

 

”Grunden til, at Uber kan være dyr er, at du ikke kun betaler for at sidde i bilen selv – du betaler også for den anden fyr, der sidder i bilen,” sagde Travis Kalanick, Ubers CEO, da han lancerede ideen sidste år.

Hyrer robotspecialister
Hvor de fleste går og regner med, at robotstyrede biler først bliver virkelighed om 20-30 år, så er Uber langt mere progressive. De har allerede hyret robotspecialister der arbejder på at gøre visionen til virkelighed, og sammen med Carnegie Mellon University er de nu godt i gang med forskningen på området – og analytikere forventer at bilerne kan være på vejene i større amerikanske byer allerede ved udgangen af dette årti.

 

Billigere end at eje
Travis Kalanicks påstand er, at når bilerne ikke længere behøver en chauffør, kan prisen for at køre i dem blive så lav, at de fleste ikke længere vil have brug for at eje deres egen bil.

”Selv ved lange ture vil det sagtens kunne betale sig at bruge en selvkørende bil,” sagde han sidste år, da han lancerede konceptet. Hvis hans forudsigelse kommer til at holde stik, vil biler i fremtiden næsten kun være noget, man vil have, hvis man bor langt ude på landet – eller simpelthen bare godt kan lide at køre selv.

Dyster fremtid for bilproducenter
Udviklingen hen imod de selvkørende biler kan betyde store problemer for de traditionelle bilproducenter. Får Uber-chefen ret i forudsigelserne, kan producenter som Ford, Toyota og BMW nemlig se frem til en verden, hvor de ikke længere er nødvendige, og derfor må samme vej som firmaer som Blockbuster, Polaroid og andre virksomheder, der har levet af produkter, der er blevet overhalet indenom af den teknologiske udvikling.

 

Der vil i det hele taget ikke være brug for nær så mange biler i verden. PriceWaterhouseCoopers har lavet en analyse, der siger, at der kun vil være brug for 1 procent af det antal biler, der kører på vejene i dag. Det vil selvfølgelig være en kæmpe fordel for vores forbrug af planetens ressourcer og betyde en væsentlig nedgang i forurening – men altså også et farvel til millioner af arbejdspladser i bilindustrien.
Men mon ikke det er det værd?

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.