Plastik er noget skidt for naturen og derfor leder mange virksomheder efter alternativer. Den amerikanske bilproducent Ford har indgået et samarbejde med fastfood-kæden MacDonalds, hvor skallerne fra kaffebønner omdannes til et materiale, der kan bruges i virksomhedens biler.
Normalt ender kaffebønnernes ydre skaller på lossepladsen eller i bedste fald som grillkul. Men Ford og MacDonalds har i USA fundet en alternativ metode til at udnytte affaldsproduktet fra din latté. Ved at blande skallerne med plastisk under høje temperaturer kan virksomheden fremstille et blandingsmateriale af så god kvalitet, at det kan bruges som hus til forlygter eller til forstærkning af komponenter under motorhjelmen.
Ford fortæller, at det nye kaffe-baserede materiale tilmed er 20 procent lettere og kræver 25 procent mindre energi til presningen af bildelene end de nuværende materialer som virksomheden bruger.
– Den grønne omstilling har været højt på Fords dagsorden i mere end 20 år, og dette samarbejde er et tydeligt eksempel på, hvordan vi på tværs af industrier kan handle mere bæredygtigt og genanvende materialer, der ellers var endt som affaldsprodukter, forklarer Debbie Mielewski, teknisk chef for bæredygtig research hos Ford, i en pressemeddelelse.
I juni måned præsenterede den amerikanske bilproducent om omfattende plan, der blandt rummer et løfte om et komplet anvendelsesstop af engangsplast i produktionen før 2030, og at Ford sigter efter 100 procent vedvarende energi til driften af sine Ford-fabrikker på globalt plan inden 2035.
Det oplyses ikke, om firmaets første elektriske bil, Ford Mustang Mach-e der kommer på markedet i slutningen af næste år, vil indeholde rester af kaffe …