Da Apple lancerede Apple TV+ app’en, havde de en vision om, at den skulle fungere som indgang til alt det streaming-indhold brugerne har adgang til. Men indtil for ganske nyligt, hvor Paramount+ blev en integreret kanal, har der udelukkende været adgang til Apples eget indhold fra iTunes og TV+ samt tv-kanalen Smithsonian.
Nu er Apple TV+ igen blevet udvidet og rykket tættere på visionen med integration af Disney+ tjenesten. Det fortæller Flatpanels. Det betyder, at indhold fra Disney+ nu vises, når man bevæger sig rundt i TV+ app’en. Køen indeholder nu også titler fra tjenesten og når man søger, kommer der automatisk indhold fra Disney+ i resultaterne. Herfra kan de startes direkte uden at skulle tænde for app’en manuelt.
Selv om integration af tjenester som kanaler er nyt herhjemme, så har det eksisteret længe i andre lande. Selv i Norge og Sverige, hvor tjenester som Canal Digital, C More, HBO Nordic, Netflix og Viaplay allerede er integreret.
Nu, hvor der er ‘åbnet for æsken’ herhjemme, vil der med stor sandsynlighed komme flere integrationer i de kommende måneder. Ingen er dog officielt meldt ud, men de lavthængende frugter er de tjenester, der allerede fungerer i vores skandinaviske nabolande.
Integrationen af Disney+ er frivillig og kan aktiveres første gang man starter en film i Disneys egen app på Apple TV.
Sponseret link: Her kan du tegne abonnement på Disney+