Vi var mange, der havde glædet os til at fråse i film og tv-serier på Disney+ til juli, hvor Disney havde planer om at åbne i Danmark og resten af Norden. Men uvist af hvilke årsager, har den amerikanske gigant nu valgt at udskyde lanceringen i to måneder – til september. Det kom frem, da Disney holdt et møde, hvor de fremlagde de seneste regnskaber.
Ud over Danmark og resten af de nordiske lande bliver også Belgien, Luxemburg og Portugal ramt af forsinkelsen, fortæller mediet CNET.
Disneys streamingtjeneste blev – med stor succes – åbnet i USA, Canada og Holland sent sidste år. Siden er Disney+ også kommet til England, Tyskland og en række Europæiske lande – og Danmark stod altså som den næste i køen. Indtil planerne blev ændret, forstås. Sidst på året åbnes der også op i Latinamerika.
Ifølge CNET har Disney også trykket pause på produktion af de såkaldte Disney Plus Originals. Det skyldes naturligvis COVID-19-situationen. Det går eksempelvis ud over Marvel-serien The Falcon and the Winter Soldier, der skulle have haft premiere til august. Star Wars-serien – og tjenestens helt store hitserie – The Mandalorian skal efter planen i gang med anden sæson til oktober, men der er ingen forlydender om planen stadig holder.